Nu kommer sommervarmen for alvor – 30 grader på vej

Der er mulighed for lokale hedebølger sidst på ugen.

Skolernes sommerferie er slut, men vejret er langtfra færdig med sol og sommer.

De seneste dage har flere vejrmodeller peget på varmere vejr, som kommer i forbindelse med etableringen af et stort højtryk over Nordeuropa.

Især slutningen af ugen og weekenden ser varm ud, med udbredt over 25 grader og lokalt over 28, måske 30 grader.

Selvom det har været varmere ad flere omgange allerede denne sommer, er det en helt anden slags sommervarme, som er på vej, og som ikke er set tidligere i år.

Før varmen kommer, skal to køligere dage dog lige overstås.

Kølig start på ugen

Ugen starter med en blandet mandag, hvor der er udsigt til både sol, skyer og byger.

Temperaturen kommer op over 20 grader og op til 21, måske 22 grader mod sydøst.

Syvdøgnsprognosen fra 9. august til 15. august.
Syvdøgnsprognosen fra 9. august til 15. august.
Foto: TV 2 Vejret

Vejret tirsdag minder meget om mandagens, dog med endnu færre byger og lidt varmere vejr.

Varmen rammer midt på ugen

Fra på onsdag får temperaturen et hak opad, og for første gang siden torsdag i sidste uge, som blev den varmeste augustdag i 21 år, er der tale om en meteorologisk sommerdag.

Flere steder kommer temperaturen op over 25 grader, og lokalt kan man ramme 26 grader.

Varmen kommer i forbindelse med et stort højtryk, som etableres over den nordlige del af Europa.

Det giver stabilt vejr, samtidig med at varm og tør luft fra sydøst sender temperaturen op.

Den stabile situation giver langvarigt sommervejr og åbner for muligheden for en landsdækkende varmebølge og lokale hedebølger.

Hedebølge og varmebølge

En hedebølge indtræffer, når gennemsnittet af de højeste temperaturer hen over tre sammenhængende dage overstiger 28 grader.

Hedebølgen bliver ikke afbrudt, hvis der skulle være en enkelt dag med under 28 grader, når blot middeltemperaturen holder sig over de 28 grader.

En varmebølge er defineret på samme måde som hedebølgen, blot skal middeltemperaturen her overstige 25 grader.

Langvarig varme

Indtil videre har de varmeste perioder denne sommer været kendetegnet af korte varmepust med brandvarm sydeuropæisk luft, som har været ustabil og fugtig.

Denne varmeperiode bliver dog meget mere stabil, langvarig og tør.

Temperaturprognose lørdag klokken 17.00
Temperaturprognose lørdag klokken 17.00
Foto: TV 2 Vejret

Det giver udbredt høje dagtemperaturer på mellem 25 og 28 grader, og lokalt op mod og over 30 grader.

Flere vejrmodeller er enige om, at varmen fortsætter ugen ud, før der igen er usikkerhed om udviklingen.

Det kan dog med relativ sikkerhed siges, at den næste uges tid byder på flot sommervejr med en del sol og varme.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik