Mørkøv og Dideriksen tager igen guld med hjem fra DM

Michael Mørkøv og Amalie Dideriksen genvandt DM i linjeløb for henholdvis mænd og kvinder og kan også i det kommende år iklæde sig Dannebrogstrikoten.

Holdkammeraterne fra det belgiske hold Deceuninck - Quick-Step Michael Mørkøv og Kasper Asgreen var fuldstændig suveræne i finalen ved det danske mesterskab i linjeløb, som blev afholdt i Esbjerg.

34-årige Michael Mørkøv vandt nemlig spurten foran Asgreen, mens Niklas Larsen fra ColoQuick vandt bronze.

Det er andet år i træk og tredje gang i alt, at Mørkøv vinder DM-guld.

Dermed skal Dannebrogstrikoten med til Tour de France for første gang siden 2011, hvor Nicki Sørensen bar den i verdens største cykelløb.

Både Mørkøv og Asgreen er nemlig blevet udtaget til Deceuninck - Quick-Steps Tour hold.

- Jeg er ufattelig stolt, og det betyder sindssygt meget lød det fra DM-vinderen.

- Jeg har siddet hjemme og set både Nicki Sørensen og Jakob Piil køre Tour de France i Dannebrogstrøjen. Det sker ikke så tit, at vi har en dansker i Dannebrogstrøjen, så at jeg får lov til det, er jeg utrolig stolt over, siger Michael Mørkøv.

Asgreen får også mulighed for at vise Dannebrog frem på sin trøje, når der køres enkeltstart i Tour de France. Han blev nemlig dansk mester i disciplinen tidligere på ugen.

Michael Mørkøv er vokset op i Kokkedal og tørnede som ung ud for Lyngby Cycle Club og ABC. Han har desuden vundet adskillige københavnske 6-dagesløb på cykelbanen i Ballerup. Han bor i dag i Rødovre. 

Kastrup-kvinde vandt DM

Med en stærk spurt sikrede Amalie Dideriksen (Boels Dolmans) sig tidligere søndag DM-guld i damernes landevejsløb.

Amalie Dideriksen vandt foran Pernille Mathiesen (Team Sunweb) på andenpladsen og Christina Siggard (Team Virtu Cycling) på tredjepladsen. Julie Leth (Bigla) endte som første kvinde uden for podiet og blev nummer fire.

23-årige Dideriksen er født i Kastrup og kørte for Amager Cykle Ring, inden hun skiftede til det hollandske storhold Boels Dolmans. Hun bor dog stadig hjemme hos sine forældre på Amager.

Så stort

- Det er så kæmpestort at køre rundt i Dannebrogstrikoten, og jeg glæder mig til et år mere, siger Amalie Dideriksen til TV2 SPORT efter sejren og uddyber:

- Det var taktisk til sidst, men jeg vidste, at jeg havde en hurtig spurt, og jeg troede på mig selv. Jeg blev ved med at sige til mig selv: "Du er den hurtigste, du er den hurtigste".

Amalie Dideriksen vandt også DM-guld i linjeløb i 2018 samt 2015 og 2014. Hun blev verdensmester i 2016.

Hun var på forhånd udpeget som favorit til at vinde kvindernes linjeløb.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik