Ministre: De små klasser skal tilbage i skole

På grund af de forholdsvis lave smittetal har regeringen den seneste tid været under pres fra flere sider for at få de mindste tilbage i skole.

0. til 4. klasse skal tilbage på skolebænken fra 8. februar.

Det bekræfter både sundhedsministeren og undervisningsministeren på et pressemøde klokken 18. 

TV 2 erfarer

Denne artikel bygger på oplysninger fra anonyme kilder, da informationerne kun har været mulige at fremskaffe under betingelse af anonymitet.

Det har TV 2 accepteret, fordi TV 2 finder oplysningerne relevante for offentligheden.

Sundhedsministeriet bekræfter på Twitter, at der er pressemøde klokken 18, og at det handler om "genåbning af skolernes mindste klasser". Ifølge TV 2s oplysninger deltager sundhedsminister Magnus Heunicke (S), børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen og Henrik Ullum fra Statens Serum Institut.

På pressemødet vil de formentlig fortælle offentligheden flere detaljer om nyheden. Eksempelvis hvilke regler og restriktioner, der kommer til at gælde for de tilbagevendte elever.

Beslutningen er taget på baggrund af nye beregninger fra Statens Serum Institut, der har set nærmere på de sundhedsmæssige konsekvenser ved at lade de mindste elever komme tilbage igen.

Det sker i en tid, hvor smittetallene er forholdsvis lave, men hvor andelen af smittede med den britiske coronamutation, der er mere smitsom, vokser.

De små klasser har været hjemsendt siden 21. december.

Pres fra flere sider

Nyheden kommer efter, at både eksperter, skoleledere og flere partier på Christiansborg har presset på for en genåbning for de mindste klasser i skolen.

Argumentet har været, at det med de forholdsvis lave smittetal, vi ser i øjeblikket, må være muligt at få de små tilbage i skolen. Det vil gøre livet langt lettere for forældre, der i dag har svært ved at arbejde hjemmefra, fordi de skal passe børn.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde på et pressemøde i sidste uge, at målet er at få 0. til 4. klasse tilbage på skolebænken, inden de øvrige restriktioner står til at udløbe 28. februar.

- Eksperterne har anbefalet, at vi starter med at få de mindste skoleelever tilbage i skole – det er vigtigt for økonomien, så der er flere voksne, der kan arbejde. Det er også vigtigt for børnenes og forældrenes trivsel, lød det fra Mette Frederiksen i torsdags.

Hun tilføjede, at Statens Serum Institut dog først skulle regne på de sundhedsmæssige konsekvenser. Det er nu sket, og det er baggrunden for, at regeringen mandag har meddelt Folketingets partier om beslutningen om at genåbne for de mindste klasser.

Opdateres...


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik