Hotelvirksomhed varsler 350 fyringer - forretning halveret på ni dage

Fyringerne sker som følge af coronaudbruddet i Danmark.

Bella Sky på Amager er et af de hoteller, som kan blive ramt af fyringer som følge af coronavirus. Foto: Betina Garcia

I samarbejde med tv2.dk

En af Danmarks største hotelvirksomheder, BC Group, varsler fyringer 350 ansatte som følge af coronaudbruddet i Danmark.

Det skriver hotelvirksomheden i en pressemeddelelse.

Læs også Over halvdelen af de smittede bor på Sjælland og øerne

Virksomheden, der blandt andet ejer Bella Sky. Crowne Plaza og Marriott Copenhagen, beskriver opbremsning i turisme, international rejselyst, aflysninger og flytninger af arrangementer som brutal.

- Vores samlede forretning er mere end halveret inden for de sidste ni-dage dage, og da det ser ud til at fortsætte på dette niveau eller måske endda bliver værre, uden at vi ved hvornår det ender, så skal vi tilpasse forretningen uden tøven, siger CEO hos BC Hospitality Group, Allan L. Agerholm.

Intet andet valg

Allan L. Agerholm mener, at regeringen og myndighederne har handlet hurtigt og ansvarligt, men det her desværre ikke været nok.

Regeringens initiativer har ifølge Allan L. Agerholm givet virksomheden mulighed for at aftale fleksibel arbejdsdeling med 3F, hvilket kunne have reduceret antallet af afskedigelser. Men 3F og BC Group har ikke kunnet nå til enighed, skriver hotelkæden i pressemeddelsen.

- Vi har derfor intet andet valg end at tilpasse vores samlede bemanding øjeblikkeligt, for at sikre virksomhedens fremtid og drift. Jeg er overordentlig ked af, at situationen med coronavirus er kommet så vidt, at vi ikke kan komme udenom disse tilpasninger. Vi ser imidlertid ingen andre muligheder, lyder det fra direktøren.

Læs også Supermarkeder trækker tilbud om at holde åbent kun for ældre tilbage

Hotellernes brancheorganisation, HORESTA, var allerede torsdag ude og sige, at det handler om at begrænse antallet af fyringer i den nuværende situation.

Coronavirussen gør, at branchen er hårdt ramt økonomisk af aflysninger og mangel på fremtidige bookinger.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik