Hellerup-drengen Holger Rune kåret som årets juniorspiller

Sidste år vandt Holger Rune blandt andet både juniorernes French Open og sæsonfinalen.

Holger Rune er årets juniorspiller i Danmark Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Det 16-årige stortalent Holger Rune fra Hellerup er af Dansk Tennis Union blevet kåret til Årets Juniorspiller i Danmark i 2019.

Tennisverdenen fik for alvor øjnene op for den danske tenniskomet i det forgange år, hvor han vandt flere store turneringer, og han er stolt af sin nyvundne hæder.

- 2019 var et fantastisk år, hvor jeg blev verdens nummer et hos juniorerne. Det absolutte højdepunkt var, da jeg vandt French Open som junior, siger Holger Rune på forbundets hjemmeside.

Yderst fortjent

På juniorniveau vandt den unge dansker French Open, sæsonfinalen, to Grade 1-turneringer i Italien og Frankrig, og så blev han den yngste mandlige danmarksmester nogensinde.

Derudover fik han debut på Challenger-touren (niveauet under ATP, red.), hvor han vandt sin debutkamp.

- Det er yderst fortjent, at Holger Rune kan kalde sig Årets Juniortennisspiller. Han er et funklende talent, som vi alle glæder os til at følge, siger formand for Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen.

Afbrudte planer i 2020

I år var planen at bryde igennem på ATP-touren, men indtil videre har coronakrisen sat en brat stopper for ambitionerne.

Seneste nye er, at al international tennis tidligst bliver genoptaget den 13. juli.

- Jeg synes det er møgtrist, at al tennis er aflyst. Både, at det ikke har været muligt at træne de seneste 3-4 uger, og at der ikke spilles turneringer.

- Tennis er jo ikke bare et arbejde. Jeg elsker tennis og hele den verden omkring tennis, og det findes bare ikke fra den ene dag til den anden. Det er hårdt, siger han.

Stortalentet låner i øjeblikket private baner rundt om i landet, så han kan holde tennisformen ved lige.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik