Han skulle have en lærestreg, men blev i stedet slået ihjel med kniv og hammer

Den opsigtsvækkende sag er én af mange i rækken med Bandidos i centrum, og nu vil justitsministeren via domstolene forbyde rockergruppen i Danmark.

René Carstensen var en respekteret forretningsmand og med sit stålgrå skæg et kendt ansigt i Dragør.

Derfor vakte det opsigt, da der en efterårsmorgen i 2022 pludselig hang plakater overalt i byen, hvor der stod, at han var ”sugardaddy” for en 16-årig pige.

Anklagerne var falske og skulle vise sig at være sat i omløb af en mand, der var kendt som ’Swingerkongen’.

quote De er jo altså blevet dømt for drab, fordi de stak ham så mange gange, at man burde kunne have sagt sig selv, at det var dræbende

Carsten Norton, vært på 'Skyggesiden'

Men René Carstensen var ikke nem at ryste, fortæller Lau Laursen, der er mangeårig ven til netop René.

- Jeg ved ikke, hvor mange der ville gå ud og fjerne alle 72 plakater, anmelde det til politiet og udlove en dusør. Mange ville måske grave sig ned for at beskytte sit omdømme. Sådan var han ikke, siger Lau Larsen i krimimagasinet 'Skyggesiden'.

Plakaterne var sat op af en tidligere Bandidos-rocker og en saunagusejer, kendt som 'Swingerkongen', som René Carstensen var raget uklar med.

Men plakatepisoden skræmte altså ikke René – to måneder senere blev han så slået ihjel med syv knivstik og mindst 11 slag med en hammer.

Forlængede ikke lejekontrakt

54-årige René Carstensen var en almindelig erhvervsdrivende fra Dragør, der drev det tidligere militæranlæg Dragør Fort, som nu bliver brugt til kulturarrangementer som bryllupper og koncerter.

Her havde 57-årige Allan Zeuthen – der også er kendt som 'Swingerkongen' på grund af sit ejerskab af to swingerklubber i København – lejet sig ind for at drive saunagus.

Allan Zeuthen, der også er kendt som 'Swingerkongen', er idømt to års fængsel for medvirken til grov vold.
Allan Zeuthen, der også er kendt som 'Swingerkongen', er idømt to års fængsel for medvirken til grov vold.
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Det er netop saunaen, der er kernen af sagen, som ender i drab. René Carstensen ville som driftschef på Dragør Fort nemlig ikke forlænge Allan Zeuthens lejekontrakt til lokalerne på fortet.

Derfor gik ’Swingerkongen’ til den tidligere Bandidos-rocker Stig Bartholdy for at løse sit problem med lejekontrakten. I fællesskab aftaler de at hænge de krænkende og usande sugerdaddyplakater om René Carstensen op i byen.

- Da den her smædekampagne ikke virker, er Allan Zeuthen ikke tilfreds. Han mener, at der skal foregå en eller anden form for afstraffelse. En lærestreg, fortæller Carsten Norton, der er vært på 'Skyggesiden'. Carsten Norton har desuden været krimichef på Ekstra Bladet, skrevet bøger om rockere, og så har han fulgt sagen tæt.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_


Fik 13 års fængsel

Den skæbnesvangre "lærestreg" finder sted 22. januar 2023, hvor to 29-årige mænd overfalder og dræber René Carstensen ved Dragør Fort.

Gerningsmændene hedder Lavdrim Ajeti og Mike Meng Wonsild, der begge var medlemmer af Bandidos-prøveafdeling, hvor sidstnævnte på daværende tidspunkt var såkaldt 'krigsminister'.

Men selvom de to mænd havde relation til rockermiljøet, var det alligevel et overraskende syn, der mødte gerningsmændene ved Dragør Fort.

- Der går det op for dem, at de måske har forregnet sig. For René var en næsten to meter høj, veltrænet mand. Han havde ikke tænkt sig bare lige at ligge under for, at nogen konfronterede ham, siger Carsten Norton, mens Janni Pedersen samtidig påpeger, at René Carstensen var uddannet bodyguard.

Det lykkedes dog alligevel de to at overmande René Carstensen, og begge har nu fået 13 års fængsel for drab. Men under retssagen hævdede de, at det ellers slet ikke var deres hensigt at slå ihjel.

- Men de er jo altså blevet dømt for drab, fordi de stak ham så mange gange, at man burde kunne have sagt sig selv, at det var dræbende, fortæller Carsten Norton.

Hvem er blevet dømt i sagen?

  • Lavdrim Ajeti og Mike Meng Wonsild er begge blevet idømt 13 års fængsel for drabet på René Carstensen

  • Allan Zeuthen og Stig Bartholdy er begge blevet idømt to års fængsel for medvirken til grov vold

  • Peter Rosenberg, der er højtstående medlem af Bandidos, blev idømt ét års fængsel for at etablere kontakt til de to drabsmænd. Efter dommen blev han løsladt fra sin varetægtsfængsling og kunne gå ud af retssalen som en fri mand

  • I alt har de fem mænd modtaget 31 års fængsel, og alle fem har udbedt sig betænkningstid i forhold til eventuel anke

Ifølge justitsminister Peter Hummelgaard har sagen påvirket hele lokalområdet.

Og fordi der de seneste år har været en lang række lignende sager, hvor rockerklubben har været i centrum, har ministeren nu rejst en sag i domstolene i et forsøg på at opløse Bandidos MC i Danmark.

- Det er desværre noget, der foregår over hele Danmark, og derfor er hele den her regering så opsat på at gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at bekæmpe bandekriminalitet i Danmark, siger Peter Hummelgaard i 'Skyggesiden'.

Fyldt af hævnfølelse

Blandt dem, der også er blevet påvirket af drabet på René Carstensen, er vennen Lau Laursen.

- På et eller andet tidspunkt forsøger man jo at forstå det og håber, at energien går af. Men når I så sidder nu og gennemgår det, så bliver jeg faktisk berørt af det igen, fortæller han i 'Skyggesiden'.

Han har siddet med til de fleste af retsmøderne, hvor han har hørt de tiltalte forklare sig. Men han har dog ingen forståelse for, at det endte, hvor det gjorde.

- I starten, når det sker, bliver man fyldt af en form for hævnfølelse. Men det skal jo bo inden i en. Sådan tænker jeg i hvert fald. Altså man skal være gjort at et specielt stof, hvis man har det, der skal til, for at gøre det, de gjorde. Det bor ikke inden i mig, og det gjorde det heller ikke i René, siger Lau Laursen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik