Evighedskemikalier fundet i dansk regn: - Vi er alt for sent ude, siger bekymret professor

TV 2 indsamlede regnprøver forskellige steder i landet og fik dem testet for evighedskemikalier. Fire ud af fem prøver indeholdt spor af PFAS, og værst ser det ud i hovedstadsområdet.

Der er snart ingen steder at gemme sig for de såkaldte evighedskemikalier.

Stofferne, der går under fællesbetegnelsen PFAS, er fundet i drikkevandet flere steder i Danmark, hvilket har medført lukningen af en række vandboringer.

quote Vi er alt for sent ude, og vi må gøre noget nu. Ikke nu, men NU

Philippe Grandjean, professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet

Men nu viser det sig, at stofferne også har fundet vej til andre steder i vandkredsløbet.

Det er et problem, fordi stofferne kan være sundhedsskadelige, og fordi de er svære at komme af med. De hober sig ganske enkelt op i menneskekroppen.

TV 2 fik med hjælp fra TV 2 Vejret indsamlet regnprøver fem forskellige steder i Danmark. Prøverne blev derefter sendt til analyse på det akkrediterede laboratorium Eurofins.

Resultatet var nedslående. I fire ud af de fem regnprøver fandt laboratoriet spor af PFAS. I Valby og Odense blev der fundet omkring et halvt nanogram PFAS pr. liter regnvand, i København var PFAS-indholdet næsten oppe på et helt nanogram, men værst så det ud i Lyngby, hvor analysen viste et indhold på halvandet nanogram PFAS.

Det er tæt på grænseværdien for PFAS i drikkevand, som er på to nanogram pr. liter.

PFAS i regnen

PFAS koncentrationer i regnvand opsamlet fem forskellige steder i Danmark målt i nanogram pr. liter.

Grafik TV 2

En betydelig kilde

Philippe Grandjean, der er professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet og en af verdens førende eksperter i PFAS, betegner PFAS i regn som en betydelig forureningskilde - og ikke kun, fordi man kommer i berøring med stofferne.

- Det her er simpelthen et problem, der vil strække sig ud over de kommende årtier, fordi det her regnvand skal jo lige sive ned gennem jorden og blive til grundvand, som vi kan pumpe op til drikkevand, siger Philippe Grandjean til TV 2.

Han fremhæver, at PFAS-stofferne ikke er akut giftige, men at de bør undgås, for jo mere man udsættes for dem, jo større er risikoen for negative helbredsvirkninger.

- I sig selv er det ikke noget problem, at vi står her i regnen med en lille smule PFAS, men det er den samlede påvirkning, som er problematisk, siger Philippe Grandjean.

quote Vi aner det ikke. For at sige det ligeud. Jeg er fuldstændig blank

Henrik Friis, direktør i Dansk Affaldsforening

Det er første gang, regnen i Danmark er blevet undersøgt for PFAS, men internationale undersøgelser har tidligere fundet PFAS i regn i flere lande verden over.

Er det noget vi bør være bekymrede over?

- Det bør vi, for det er et betydeligt bidrag til den forurening, vi har i forvejen. Og det viser, at dette er et globalt problem, siger professor Philippe Grandjean.

Helbredseffekter af PFAS

PFAS-stoffer kan være sundhedsskadelige og medføre:

*Forøget risiko for nyrekræft og testikelkræft

*Nedsat vaccineeffekt hos børn

*Forhøjede kolesteroltal

*Forandringer i leverenzymer

*Mindre fald i fødselsvægt

*Øget risiko for højt blodtryk hos gravide

Kilde: CDC

Han mener, at der kan være to hovedkilder til PFAS-forureningen af den danske regn. Dels produktionen af fluorstoffer i lande som Tyskland, Holland og Belgien og dels fra vores egen affaldsforbrænding.

- Når man brænder det våde affald af, er temperaturen ikke høj nok til at ødelægge fluorstofferne, og så går de op gennem skorstenen. Så ender de i regnen. De ender i miljøet, siger professoren.

Kan stamme fra forbrændinger

Hos Dansk Affaldsforening, der er interesseorganisation for de kommunale affaldsselskaber, frygter man, at medlemmerne bidrager til PFAS-forureningen af regnen.

- Vi aner det ikke. For at sige det ligeud. Jeg er fuldstændig blank, siger direktør Henrik Friis fra Dansk Affaldsforening.

Normalt brændes affald af ved omkring 850 grader, men hvis affaldet er vådt, falder forbrændingstemperaturen. Og muligvis skal man op over 1.000 grader for at kunne nedbryde PFAS.

- Vi ser meget alvorligt på det. Vi ved ikke, om det kommer fra vores skorstene, men det er vi i gang med at undersøge, siger Henrik Friis.

quote Der er brug for, at vi lukker for hanen med PFAS alle de steder, vi kan

Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk.

Flere medlemmer af foreningen er lige nu i færd med målinger, der vil kunne vise, om deres forbrændingsanlæg sender PFAS ud gennem skorstenene. Eneste foreløbige resultat er en måling foretaget af røggassen fra Amager Ressourcecenter (ARC) og her fandt man ikke PFAS.

- Det er ikke nok med én måling. Det kan godt være, at kilden ikke er forbrændingsanlæggene, men det er bekymrende alligevel, at det er i regnvand. Når vi går udenfor og bliver våde, så får vi også PFAS på os. Det er jo virkelig bekymrende, siger direktør Henrik Friis.

Forbud mod PFAS


Dansk Affaldsforening støtter et forslag, som Forbrugerrådet Tænk er kommet med - nemlig et nationalt forbud mod PFAS i forbrugerprodukter.

- Jeres undersøgelse er klart med til at understrege, at der er brug for, at vi lukker for hanen med PFAS alle de steder, vi kan, siger formand Anja Philip fra Forbrugerrådet Tænk.

Hun peger på, at det sagtens kan lade sig gøre at producere en lang række forbrugerprodukter som for eksempel maling, tandtråd og stegepander uden fluorstoffer.

- Det er problematisk, at stofferne er overalt – også i regnvand – fordi de nedbrydes meget langsomt, og vi siden 1960’erne har vidst, at de kan have en lang række konsekvenser for vores miljø og helbred, siger Anja Philip.

Forbrugerrådet Tænk oplyser, at man indtil videre har indsamlet 40.000 underskrifter fra forbrugere, der bakker op om et nationalt forbud mod PFAS i forbrugerprodukter.


200.000 gange giftigere

Evighedskemikalierne er især et problem for drikkevandet. De er nemlig op mod 200.000 gange giftigere end de pesticidrester, som i årevis har plaget vandforsyningerne.

Dansk Affaldsforening støtter et forslag, som Forbrugerrådet Tænk er kommet med - nemlig et nationalt forbud mod PFAS i forbrugerprodukter.

- Jeres undersøgelse er klart med til at understrege, at der er brug for, at vi lukker for hanen med PFAS alle de steder, vi kan, siger formand Anja Philip fra Forbrugerrådet Tænk.

Hun peger på, at det sagtens kan lade sig gøre at producere en lang række forbrugerprodukter som for eksempel maling, tandtråd og stegepander uden fluorstoffer.

- Det er problematisk, at stofferne er overalt – også i regnvand – fordi de nedbrydes meget langsomt, og vi siden 1960’erne har vidst, at de kan have en lang række konsekvenser for vores miljø og helbred, siger Anja Philip.

Forbrugerrådet Tænk oplyser, at man indtil videre har indsamlet 40.000 underskrifter fra forbrugere, der bakker op om et nationalt forbud mod PFAS i forbrugerprodukter.

En lang række vandboringer herhjemme er allerede lukket på grund af for høje koncentrationer af PFAS. Værst ser det ud på Fanø, hvor beboerne i sommer måtte konstatere, at der ikke længere var noget rent drikkevand på øen.

Samtidig har Danske Regioner udpeget næsten 15.000 steder i Danmark, der kan være forurenet med PFAS og dermed kan true drikkevandet i fremtiden.

Et større arbejde er lige nu i gang for at teste og beskytte det danske drikkevand mod PFAS.

Og her kan den forurenede regn vise sig at blive et alvorligt problem, mener professor Philippe Grandjean fra Syddansk Universitet.





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik