Carlsberg vil sælge øl i papirflasker

Bryggeriet scorer ikke kun point på klima-kontoen, men kan på sigt også tjene penge på den nye flaske, siger ekspert.

Den nye klimavenlige øl lanceres i forbindelse med C40-klimatopmødet i København. Foto: Carlsberg

I samarbejde med tv2.dk

Engang blev mælk serveret i glasflasker, men det er nok de færreste, der studser over, at det i dag sælges i papkartoner.

Snart kan det også være slut med at drikke øl af glasflasker.

Siden 2015 har Carlsberg arbejdet på en bæredygtig ølflaske, og fredag offentliggjorde virksomheden to prototyper til ølflasker af papir i forbindelse med klimamødet C40 i København.

Flaskerne er primært fremstillet af bæredygtigt dyrket træfiber. Indvendigt har flaskerne en beklædning, så de kan indeholde øl.

- Vi vil gerne skabe en ny type emballage, der er biobaseret. Vi tror, det er noget, der kan få forbrugerne til at vælge os frem for konkurrenterne, og så vil vi gerne forny vores virksomhed, siger Simon Hoffmeyer, bæredygtighedsdirektør i Carlsberg.

Læs også Tipoldebarn genskaber Carlsberg-stifters byplaner

Flaskerne er 100 procent genanvendelige, men endnu ikke 100 procent biobaseret, da indersiden stadig består af genbrugsplast, som man på sigt ønsker at eliminere.

Teknologien er dog kun i sin vorden, understreger Simon Hoffmeyer.

Derfor vil papirøllen til at starte med kun være at finde ved særlige arrangementer. Først i 2022 vil den kunne produceres i et større omfang.

Papirøl i glas. Foto: TV 2

Branding-ekspert: Penge i bæredygtighed

Det nye initiativ med papirflasker får ros fra branding-ekspert i kommunikationsbureauet Mensch Frederik Preisler.

Både set fra et kommercielt og et idealistisk perspektiv.

- Set med kommercielle øjne vil Carlsberg ikke risikere, at bryggerikonkurrenter som Heineken kommer først. Samtidig er virksomhederne under pres for at begrænse deres CO2-udledning særligt ved deres emballageproduktion.

Frederik Preisler tror ikke, at der går mange år, før vi alle drikker øl af papirflaske. Her kan Carlsbergs investering i bæredygtighed hurtigt tjene sig ind.

- Bæredygtighed er blevet et konkurrenceparameter, og her kan det trække kunder til, hvis man skal vælge mellem to pilsnere, og den ene er mere bæredygtig end den anden. Man identificerer sig med den øl, man drikker. Min egen bedstefar drak altid Carlsberg og ikke Tuborg, for "de støttede kulturen og videnskaben", siger Preisler.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik