Bodega-ejer får bøde for at tilbyde gratis shots kun til kvinder

Jeg synes, det her er gået for vidt, siger Jesper Laursen, ejer af Nørre Bodega på Nørrebrogade i København.

En quizaften i januar i år på værtshuset Nørre Bodega i København er nu endt med en bøde på 2500 kroner for brud på ligestillingsloven til Jesper Laursen, ejer af Nørre Bodega.

For at tiltrække flere kvinder til en quizaften på værtshuset lokkede værtshuset med gratis shots til kvindelige gæster 27. januar, inden coronavirussen for alvor ramte Danmark i marts.

Men en af de mandlige gæster anmeldte det tilbud til Ligebehandlingsnævnet, som nu har givet anmelderen ret og idømt Nørre Bodega bøden på de 2500 kroner.

- Jeg synes, det er gået for vidt det her, siger Jesper Laursen, ejer af Nørre Bodega, til TV 2.

- Vi har jo ikke gjort det her for at genere eller diskriminere nogen. Vi fandt på det her, fordi vi synes, der var for få kvinder til vores quizaften, siger Jesper Laursen.

Horesta: Sagen er spild af tid

I et Facebook-opslag om dommen fra Nørre Bodega bliver sagen kaldt "nonsens".

- Hos Nørre Bodega elsker vi både mænd og kvinder og alle dem imellem, men det er sådan noget nonsens som det her, der gør, at en ellers vigtigt debat kan blive afsporet, hedder det i opslaget, der også gør op med krænkelseskulturen.

- Det er jo nået dertil, hvor man ikke tør være flink over for nogen af frygt for at krænke andre. Er det det Danmark, vi ønsker os? Det er jo skørt, og det virker, som om fornuften i hvert fald for nogle mennesker er ved at forsvinde ud i den blå luft, hedder det.

Hotel- og restaurationsbranchens organisation, Horesta, har repræsenteret Jesper Laursen i sagen.

- Juridisk er dommen sådan set ikke forkert. Men udover det synes vi, det er en petitessesag, som vi ikke synes, Ligebehandlingsnævnet skal spilde sin tid på, siger Kaare Friis Petersen, erhvervsjuridisk chef i Horesta.

TV 2 er i besiddelse af afgørelsen fra Ligebehandlingsnævnet og har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den person, en cirka 25-årig mand, der har anmeldt sagen til Ligebehandlingsnævnet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik