Kærestepar i chok - fandt kanyle i datterens legetøj fra Netto

Det er en gåde, hvordan kanylen er endt inde i badedyret, siger Salling Groups kommunikationsdirektør til TV 2.

Et forældrepar i 30´erne fra København fik sig en meget ubehagelig overraskelse, da de lørdag havde haft deres ni måneder gamle baby i bad.

Da Isabella Andersens 35-årige kæreste ville tømme badekarret med badelegetøj for vand, stak han sig til sin store overraskelse på det ene badedyr.

- Han råbte 'av', og jeg undrede mig meget over, hvorfor han mon reagerede sådan, siger Isabella Andersen til TV 2.

Datterens badelegetøj kunne indeholde vand, og da kæresten efterfølgende sprættede det turkise badedyr op, kunne parret nærmest ikke tro deres egne øjne.

Inde i badedyret fandt parret til deres store overraskelse en kanyle.

- Vi var begge meget chokerede, og jeg tænkte straks, om der var sket noget med vores datter, fortæller Isabella Andersen.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Det var dette syn, som Isabella Andersen og hendes kæreste blev mødt af, da de lørdag aften sprættede et badedyr op
Det var dette syn, som Isabella Andersen og hendes kæreste blev mødt af, da de lørdag aften sprættede et badedyr op
Foto: Foto: Isabella Andersen, Facebook

Deres ni måneder gamle datter havde under legen haft badedyret både i munden og i hænderne, men hun havde til alt held ikke stukket sig på kanylen i badelegetøjet.

- Jeg tør ikke tænke på, hvor galt det kunne være gået, siger den 31-årige mor.

Hendes kæreste har efterfølgende både fået taget blodprøver og givet en vaccine, for at være sikker på, at han ikke har fået noget i kroppen, som han ikke kan tåle.

Badedyrene var købt i Netto og beregnet til babyer fra fire måneders alderen.

quote Det er en gåde, hvordan kanylen er havnet i badedyret

Henrik Vinther Olesen, kommunikationsdirektør i Salling Group

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Her opfordrer hun til, at hendes opslag deles, så budskabet om de potentielt farlige badedyr kan komme ud til som mange børnefamilier som muligt.

- Det, der er sket, er helt forfærdeligt. Heldigvis skete der ikke noget, men det kunne være endt meget værre, siger hun.

Opfordringen er i den grad blevet fulgt, for hendes opslag er i skrivende stund blevet delt mere end 1200 gange.

Isabella Andersen forklarer til TV 2, at hendes opråb også er blevet delt i mange andre Facebook-grupper.

Badedyr bliver fjernet fra hylderne

Salling Group, der ejer Netto, undersøger nu fejlen i badelegetøjet.

Isabella Andersen har søndag aften hørt fra Nettos kommercielle chef, der har været i kontakt med leverandøren. Men ingen kan forklare, hvordan kanylen er endt inde i badedyret.

- Det her må bare ikke kunne ske, fastslår Isabella Andersen.

TV 2 har talt med Henrik Vinther Olesen, der er kommunikationsdirektør i Salling Group.

Han beklager sagen, som virksomheden er meget ked af.

- Det ærgrer os meget, og det er en gåde, hvordan kanylen er havnet i badedyret, siger Henrik Vinther Olesen.

Kommunikationsdirektøren forklarer, at man er i dialog med leverandøren.

De pågældende badedyr bliver for en sikkerheds skyld nu fjernet fra hylderne hurtigst muligt, lyder det.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik