Danske forhandlere melder udsolgt af hjelme og skudsikre veste

Jeppe Christensen har købt veste og hjelme for 20.000 kroner. Han håber, det kan hjælpe hans venner med at overleve i kampen mod de russiske styrker.

Efterspørgslen på udstyr, der kan bruges i kamp i Ukraine, er massiv i øjeblikket.

Sådan lyder det fra en række forhandlere, TV 2 har talt med.

Det gælder blandt andet VagtShop, der ligger på Østerbro i København, hvor henvendelserne på veste, hjelme, radio- og medicinudstyr ifølge ejeren, John Brinck, er steget markant.

- Allerede i løbet af mandag var vores lager tømt for den slags, og vores leverandører i Europa melder udsolgt. Det ligner, der først er noget at hente igen om fire uger, siger John Brinck.

'Lagt ned' af henvendelser

Elite Armor, der er en dansk producent af beskyttelsesudstyr og blandt andet samarbejder med det danske politi, har aldrig tidligere oplevet så stor efterspørgsel på deres varer.

- Vi er fuldstændig lagt ned og kan slet ikke følge med i henvendelserne, siger Søren Nepper, teamleder i Elite Armors kundeservice.

Han fortæller, at medarbejderne på deres fabrikker er begyndt at arbejde i skiftehold hele døgnet, så de kan producere så meget som muligt.

quote Jeg vil gerne hjælpe mine kunder og kammerater med at overleve

Jeppe Christensen, bilsælger

Det er især skudsikre veste og hjelme med beskyttelsesniveau fire, kunderne vil have. Udstyr på niveau fire kan modstå skud fra tungere rifler som for eksempel en AK-47, forklarer Søren Nepper.

Elite Armor har fået henvendelser fra blandt andet nødhjælpsorganisationer, virksomheder og privatpersoner fra flere europæiske lande.

- Der er både danske veteraner, spaniere og tyskere, som vil ned og kæmpe. Vi havde også nogle nordmænd, som var kørt fra Norge i en autocamper og kom forbi for at få mere udstyr med derned, siger Søren Nepper.

Bilsælger vil hjælpe venner med at overleve

En af dem, der har handlet hos Elite Armor, er bilforhandleren Jeppe Christensen. Han har brugt mere end 20.000 kroner.

- Jeg har købt skudsikre veste og hjelme. På fredag kører vi mod den ukrainske grænse for at aflevere det, siger Jeppe Christensen.

Han har både venner og kollegaer i Ukraine, og det er derfor, han har indkøbt sikkerhedsudstyr.

Når Jeppe Christensen og hans kammerater har afleveret udstyret ved grænsen mellem Polen og Ukraine, er det planen, at det skal fragtes til byen Berdychiv i det nordlige Ukraine.

- De officielle forsendelser af udstyr ender jo der, hvor der er mest brug for det lige nu. Men jeg vil gerne hjælpe mine kunder og kammerater med at overleve, siger bilsælgeren.

Oplever tre typer kunder

Grejfreak.dk har også solgt alt, hvad de havde på lager af hjelme og skudsikre veste.

- Vi har ikke flere af de keramiske plader, der skal bruges til vestene. Og de er svære at få hjem, fordi der er så meget run på hos leverandørerne nu, siger Andreas Østergaard Pedersen, der er presseansvarlig hos Grejfreak.dk.

Der er udsolgt af keramiske plader til skudsikre veste hos grejfreak.dk
Der er udsolgt af keramiske plader til skudsikre veste hos grejfreak.dk
Foto: grejfreak.dk

Henvendelserne kommer ifølge Andreas Østergaard Pedersen fra tre grupper:

Danskere, som vil donere udstyr til ukrainerne, ukrainere, som vil rejse hjem og deltage i krigen, og danskere - typisk med en fortid i Forsvaret - som vil kæmpe på ukrainsk side.

- Forleden havde vi en herboende ukrainer, der købte udstyr for mere end 10.000 kroner og ville have os til at vise, hvordan man tog det på. Han havde ikke militærerfaring. Men han ville hjem og kæmpe for sit land, siger Andreas Østergaard Pedersen.

Han oplyser, at Grejfreak.dk er i dialog med nye leverandører, så de kan leve op til den øgede efterspørgsel.

Den danske regering har efter anmodning fra Ukraine doneret beskyttelsesudrustning og sanitetstasker til landets soldater.

Det drejer sig om 2000 såkaldte TYR-veste, der beskytter mod fragmenter og kugler, og 700 sanitetstasker, som blev afsendt fra Vordingborg 25. februar.