Færre københavnere tager cyklen - ny aftale på topmøde skal vende udviklingen

Flere penge til bedre cykelparkering og sikre forhold i trafikken kan være på vej.

København skal blive bedre til at fremme hverdagscyklisme.

Det blev slået fast på torsdagens cykeltopmøde i København - dagen før den historiske Tour de France-start i Danmark.

Ved topmødet underskrev 32 offentlige og private aktører en fælles aftale om at gøre det attraktivt for flere danskere at tage cyklen.

quote Når vi er verdens bedste cykelby, skal vi også tage hverdagscyklisme til det næste skridt

Overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen (S)

Og det er tiltrængt, lyder det fra toppen af København Rådhus.

- Når vi er verdens bedste cykelby, skal vi også tage hverdagscyklisme til det næste skridt, siger overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen (S).

- Der er i den grad plads til, at vi investerer langt mere i cykler og væsentligt mindre i biler, siger Line Barfod (EL), der er teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune.

I den nye aftale er et af målene, at der i 2030 skal cykles 20 procent flere ture sammenlignet med 2022.

Det sker, efter at det bare få uger før Tour de France-starten i Danmark kom frem, at færre københavnere tager cyklen. 

Til TV 2 Lorry sagde en brandingekspert, at det var “kedelig læsning” set i lyset af, at politikere og organisationen bag Tour-starten i Danmark, netop fremhæver København som “verdens bedste cykelby.”

(Artiklen fortsætter efter grafik og faktaboks.)

Københavnerne cykler mindre

  • De sidste ti år har cyklens andel af alle ture i Københavns Kommune ligget mellem 25 procent og 31 procent, men er de sidste år faldet markant. Cyklens andel af alle ture var 28 procent i 2019, 26 procent i 2020 og 21 procent i 2021. Dermed ligger turandelen for cykler i 2021 fire procentpoint under målsætningen på 25 procent i 2025.


  • Hvad angår målet om, at cykelture til arbejde og uddannelse i København skal udgøre 50 procent af turene til arbejde og uddannelse, er status 35 procent i 2021, hvilket er et fald fra 44 procent i 2019 og 42 procent i 2020. Det er næsten det samme procenttal som for 10 år siden, og dermed er København 15 procentpoint fra at nå målet om, at 50 procent af turene til og fra arbejde og uddannelse skal foregå på cykel.


  • En del af forklaringen er ifølge Københavns Kommune, at København har en høj koncentration af offentlige forvaltninger og uddannelsesinstitutioner, som har været særligt omfattet af hjemsendelser i 2020 og 2021. Disse hjemsendelser har påvirket faldet i cykelture til arbejde og uddannelse, hvilket også afspejler et fald for cyklens samlende turandel. Hvorvidt tendensen fortsætter fremover, vides endnu ikke.


Kilde: Mobilitetsredegørelse for Københavns Kommune 2022

Line Barfod, I har som politikere vel også et ansvar for udviklingen?

- I den grad, og det er også derfor jeg siger, at det ikke nytter noget bare at hvile på laurbæerrne. Nu har vi lavet nogle ting i København, men vi skal simpelthen fortsætte og sætte turbo på vores investeringer.

Og både Enhedslisten og Socialdemokratiet på Københavns Rådhus er klar til at bruge millioner på lokale cykel-investeringer.

- Jeg vil rigtig gerne give et trecifret millionbeløb over de kommende år. Det er det, der er behov for. Men det er klart, at vi skal have en forhandling i forbindelse med budgetforhandlingerne, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Konkret foreslår Enhedslisten flere cykelstier og bedre parkeringsforhold for cyklister på stationerne - blandt andet på Hovedbanegården.

- Helt konkret mangler der 7000 cykelparkeringspladser ved Hovedbanegården, siger Line Barfod.

Og hos Socialdemokratiet vil man have sikre skoleveje flere steder - og bedre trafikale forhold et særligt sted på Vesterbro.

- Vi kigger på Istedgade, hvor vi aldrig rigtig er blevet færdige med at gøre det sikkert for gående og cyklister.

De 32 partnere bag aftalen

C40 Cities, Cycling Embassy of Denmark/Cykelambassaden, Cyklistforbundet, Dansk Cykelturisme, Dansk Erhverv, Dansk Industri Transport, Danske Regioner, Destination Fyn, DGI, DSB, Danmarks Tekniske Universitet, Interessentskabet bag Grand Départ i Danmark 2022, IT Universitetet, Kommunernes Landsforening, Det kommunale Cykelfagråd, Københavns Universitet, Movia, Nyborg Kommune, Passagerpulsen, Realdania, Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syd, Roskilde Kommune, Roskilde Universitetscenter, Syddansk Universitet, Supercykelstisamarbejdet i Region Hovedstaden, Sønderborg Kommune, Transportministeriet, Vejdirektoratet, Vejle Kommune, Århus Universitet, Aalborg Universitet København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik