Fanget i tolden: Mand forsøgte at smugle flæskesteg "med fyld" i lufthavnen

Toldere fra Københavns Lufthavn stoppede rejsende med en frossen flæskesteg, der viste sig at indeholde mere end blot svinekød.

Man kan godt synes, at det var opfindsomt, men det var nok ikke helt gennemtænkt, da en mand for nylig forsøgte at smugle hash igennem tolden i Københavns Lufthavn på en helt særlig måde.

Manden blev nemlig fanget med en ordentlig klump kød i form af en 2,5 kg frossen flæskesteg i bagagen.

Den atypiske bagage vækkede toldernes interesse for at undersøge det nærmere, og her viste det sig, at flæskestegen rent faktisk vejede godt et halvt kg mere end den angivne vægt på pakken.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

En mand blev anholdt i Københavns Lufthavn, da han forsøgte at smugle hash gemt i frossen flæskesteg
En mand blev anholdt i Københavns Lufthavn, da han forsøgte at smugle hash gemt i frossen flæskesteg
Foto: Toldstyrelsen


Manden, der rejste sammen med en kvinde og et barn, havde fyldt stegen med et noget anderledes krydderi – nemlig flere plader med hash med en samlet vægt på 426 gram.

Det oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

"Vi er vant til at se lidt af hvert"

Manden indrømmede efterfølgende, at hashen tilhørte ham, og han blev derfor anholdt af Københavns Politi, mens kvinden og barnet kunne rejse videre.

- I tolden er vi vant til at se lidt af hvert. Der er ikke grænser for opfindsomheden, når det kommer til smugling, hvilket flæskestegen er et godt eksempel på. Derfor overvåger tolderne grænserne døgnet rundt på baggrund af risikovurderinger og stikprøver i samarbejde med en lang række myndigheder i ind- og udland, siger Mette Helmundt, funktionsleder i Toldstyrelsens kontrolenhed i Københavns Lufthavn.

Toldstyrelsen finder hash i alle typer varer og transportmidler, fra rejsende i lufthavne til containere på anløbne skibe i havne og i postpakker i landets postcentre. De seneste opgørelser fra Toldstyrelsen viser, at der i 2020 blev tilbageholdt i alt 394 kilo hash.

Sagen med flæskestegen er overgivet til Københavns Politi til videre efterforskning.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik