Her er mobiltrafikken steget mest over sommeren

Helt nye tal fra Telenors landsdækkende mobilnet viser en otte-dobling af datatrafikken i og omkring Rødvig og klinten på Stevns. 

Et af Danmarks mest populære udflugtsmål i år er Stevns Klint. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Grundet Corona-krisen har danskerne i høj grad byttet sydens sol ud med destinationer rundt omkring i Danmark.

Helt nye tal fra Telenors landsdækkende mobilnet viser, at den samlede datatrafik i sommerhusområderne er steget med hele 80 procent sammenlignet med sidste år.

Kigges der på uge 28 og 29, så er det ikke kun i de sædvanligvis befolkede steder, som Skagen og Bornholm, hvor der ses en øget datatrafik.

Læs også Oplev Rødvig: Klint, kunst og kanosejlads ved Rødvig Havn

I Rødvig, nær turistattraktionen Stevns Klint, er dataforbruget steget eksplosivt med 800 procent sammenlignet med samme uger sidste år, oplyser Telenor i en pressemeddelelse.

Det samme gør sig gældende på Agersø og i Asserbo, hvor stigningen er på henholdsvis 385 procent og 350 procent. Ligeledes tyder noget også på, at Vesterhavet har været en populær destination, i det datatrafikken i Harboøre er tredoblet.

Netværksekspert: Det er eksploderet

- Tallene fra vores netværk viser tydeligt, at mange danskere har valgt at holde ferien i Danmark i år. Derudover ser vi, at nogle steder overrasker mere end andre, i det datatrafikken i udvalgte byer nærmest er eksploderet sammenlignet med sommerferien sidste år, siger netværksekspert i Telenor, Jesper Mølbak, i pressemeddelelsen. 

Læs også Kvinde faldet ud over Stevns Klint - ville tage et billede

- Vi overvåger konstant mobilnetværket og opgraderer løbende kapaciteten, så netværket kan følge med den stigende aktivitet, som vi har set i løbet af sommeren.

Tallene fra Telenor er baseret på mobiltrafikken for uge 28 og 29. Telenor har 1,6 millioner mobilkunder i Danmark, så undersøgelsen må anses for at være statistisk repræsentativ.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik