Tre lokalpolitikere modtog ondsindet svindelmail: "En elev er død - valgdebatten er aflyst"

Tre kandidater fra Enhedslisten i henholdsvis Køge, Solrød og Stevns fik en mail om, at en valgdebat var aflyst på grund af et tragisk dødsfald. Men det passede ikke - og det er både morbidt og bedragerisk, lyder det.

19-årige Otto Mortensen stillede ingen spørgsmålstegn ved mailen fra Køge Handelsgymnasium.

Det debat-arrangement, som den unge kommunalvalgskandidat fra Stevns skulle have deltaget i 2. november, var blevet aflyst, skrev de - og årsagen var tragisk:

"Aflysningen kommer i kølvandet på, at vi i formiddags blev vidne til et forfærdeligt dødsfald fra en elevs side. Dette kommer jeg ikke til at gå i yderligere detaljer med," lød det i mailen, som TV 2 Lorry er i besiddelse af.

quote Det er grimt, det er udemokratisk, og det er bedragerisk. Jeg er så tosset over det

Gitte Christensen, kontaktperson, Enhedslisten, Stevns

"Men det er helt sikkert at hverken situationen eller elevstemningen i morgen kommer til at være i kommunalvalgets tegn. I vil i den nærmeste fremtid få besked om, hvorvidt arrangementet rykkes, hvis i kan og vil, eller om det aflyses helt."

Mailen sluttede med en venlig hilsen fra "Hans Agertoft, uddannelses- og forskningsvejleder".

Forståeligt, at det bliver aflyst, tænkte Otto Mortensen, der stiller op for Enhedslisten i Stevns.

- Det er ikke en sag, jeg som udgangspunkt stiller spørgsmålstegn ved, for det giver jo god mening, at de aflyser, når der er sket noget, der er så tragisk, siger han til TV 2 Lorry.

Få dage efter gik realiteten dog op for den unge kommunalvalgskandidat, da en af hans politiske kolleger spurgte, hvorfor han ikke var mødt op til valgarrangementet - det arrangement, Otto ellers troede var aflyst.

Men. Hans Agertoft, vejlederen, der sendte mailen, eksisterer slet ikke. Ingen elever på Køge Handelsgymnasium er - heldigvis - afgået ved døden. Og valgarrangementet er blevet afholdt uden, at Otto fik mulighed for at deltage.

- Vi kunne så konstatere, at mailen var falsk, og at nogen prøvede at snyde os, siger Otto, der kalder den falske mail for en korrumpering af demokratisk deltagelse - og chikane.

quote Jeg kommer fra Grønland, og jeg arbejder i uddannelsessektoren. Jeg oplevet den slags situationer i virkeligheden, der beskrives i mailen. For mig var det traumatisk

Birgit Gedionsen, kandidat for Enhedslisten i Solrød

Sendt til kandidater fra Enhedslisten

Otto Mortensen oplyser, at Enhedslisten i Stevns samlet vil politianmelde hændelsen, og det bekræfter partiets kontaktperson, Gitte Christensen, overfor TV 2 Lorry.

Og hun er rasende.

- Jeg synes, at det er grænsende til bedrageri at bruge en helt ulækker begrundelse, som man overhovedet ikke kunne stille spørgsmålstegn ved. Det er grimt, det er udemokratisk, og det er bedragerisk. Jeg er så tosset over det, og det unfair overfor Otto, at han bliver røvrendt på det, siger Gitte Christensen til TV 2 Lorry.

Partiets kontaktperson siger, at mailen er blevet sendt til to kandidater udover Otto.

Begge er kandidater for Enhedslisten i henholdsvis Køge og Solrød Kommune, fremgår det af mailens modtagerliste, som TV 2 Lorry også kan se.

Den ene af kandidaterne er Niels Rolskov, der stiller op for Enhedslisten i Køge. Han så først mailen, efter at han havde deltaget i valgarrangementet.

Den anden er Birgit Gedionsen, der stiller op for Enhedslisten i Solrød. Hun læste mailen og vurderede som Otto, at den var valid, og at hun ikke skulle møde op til valgarrangementet.

Hun beskriver det at opdage, at mailen var falsk, som decideret traumatiserende:

- Jeg kommer fra Grønland, og jeg arbejder i uddannelsessektoren. Jeg oplevet den slags situationer i virkeligheden, der beskrives i mailen. For mig var det traumatisk, da jeg opdagede, at det var fake. Det er morbidt, siger Birgit Gedionsen til TV 2 Lorry. Hun vil gerne være med til at melde hændelsen til politiet.

TV 2 Lorry har været i kontakt med Midt- og Vestsjællands Politi, der venter på at modtage anmeldelsen. Forelagt for vagtchefen siger han, at han ikke før har hørt om lignende sager.

En morbid svinestreg

Tilbage står Køge Handelsgymnasium. Den påståede afsender af den falske mail.

Selvom valgarrangementet blev afholdt den 2. november, hørte skolens uddannelsesrektor, Jonas Lindelof, først om sagen, da TV 2 Lorry kontaktede ham.

- Det er jo grænseoverskridende. Hvem pokker finder på sådan en morbid svinestreg. Hvad ligner det? siger han til TV 2 Lorry.

Jonas Lindelof mistænker ikke selv nogen af sine elever for at stå bag mailen, og han forventer ikke at foretage sig mere i sagen. Han påpeger dog vigtigheden af at være kildekritisk på nettet:

- Vi skal opdrage vores elever til, at de ikke falder i sådan en fælde. Det handler om digital dannelse. Jeg forstår godt, man reagerer ved at blive væk, men næste skridt er, at vi spørger: Hvor kommer den her mail fra?

Læs den fulde svindel-mail her

"Kære Kandidater


Køge Handelsgymnasium er på beklageligvis nødsaget til at aflyse debatarrangementet den 2/11. Vi beklager meget den nu sene aflysning, da det er et arrangement, som i ellers helt sikkert havde forberedt jer grundigt på, og som mange elever og faggruppelærere har lagt uendelige mængder af tid og kræfter i.


Aflysningen kommer i kølvandet på, at vi i formiddags blev vidne til et forfærdeligt dødsfald fra en elevs side. Dette kommer jeg ikke til at gå i yderligere detaljer med. Men det er helt sikkert at hverken situationen eller elevstemningen i morgen kommer til at være i kommunalvalgets tegn. I vil i den nærmeste fremtid få besked om, hvorvidt arrangementet rykkes, hvis i kan og vil, eller om det aflyses helt.


Vi kan kun endnu en gang beklage dybt.


Med venlig hilsen

Hans Agertoft

Uddannelses- og afdelingsleder

Køge Handelsgymnasium"

_