Lillian og Hanne undrer sig: Hvorfor er der ikke en bus mellem Amager og Hvidovre Hospital?

Hvordan kan det være, at der ikke er en direkte busrute for amagerkanere til Hvidovre Hospital? TV 2 Lorry har undersøgt sagen, og du får svaret her.

Den offentlige trafik hænger ikke altid lige godt sammen, og det kan være godt træls, når man skal skifte flere gange for at nå sin destination.

Det bliver nok ikke bedre, hvid man er dårlig og har brug for at komme på hospitalet. 

Noget der undrer flere af vores læsere, der har sat sig ved tastaturet og skrevet til vores Spørg Os side for at finde ud af, hvorfor der ikke er bedre offentlig transport mellem Amager og Hvidovre Hospital. 

-  Eftersom en stor del af Amagers indbyggere er tilknyttet Hvidovre Hospital, er det underligt, at man ikke har sørget for en direkte buslinje hertil. Hvis man er afhængig af offentlig transport, foregår det med busskift ved Tivoli. En helt urimelig omvej, skriver Lilian Munk Søe fra Tårnby.

Et andet nærmest enslydende spørgsmål kommer fra Hanne Damm, der bor på Amager.

- Hej Lorry. Hvorfor skal det tage en times tid eller mere med minimum et skift for borgerne på Amager at komme til Hvidovre Hospital med det offentlige? Vi havde håbet på, at der ville komme en direkte forbindelse, spørger hun.

Det har vi på TV 2 Lorry undersøgt.

Følg med på Spørg Os siden

Ikke realistisk

For at komme til bunds i, hvorfor der ikke er en direkte buslinje, har vi henvendt os til trafikselskabet Movia, der blandt andet står for al kollektiv bustrafik i Region Hovedstaden og dermed også busruterne mellem Hvidovre Hospital og Amager.

Det har dog ikke været muligt at få et interview. Selskabet skriver i stedet et skriftligt svar, at:

- Medarbejdere og borgere tilknyttet Hvidovre Hospital kan bo mange forskellige steder på Amager, og det er derfor ikke realistisk at oprette en enkelt buslinje fra Amager til Hvidovre Hospital, der tilgodeser alle medarbejderne og borgere, som altså er bosat flere forskellige steder på Amager. Mange vil stadigvæk skulle skifte bus, også hvis der oprettes en buslinje mellem Amager og Hvidovre Hospital, oplyser Movia.

Ifølge Movia selv er den offentlige bustransport blevet bedre, efter at det nye bynet blev en realitet.

- Siden indførelsen af Bynet19 er der allerede sket en forbedring i forbindelsen til Hvidovre Hospital med den nye linje 11, der giver direkte forbindelse til hospitalet fra både Rådhuspladsen og Hovedbanegården. 

- Buslinjerne 5C, 250S, 31 og 37 kører mellem Amager og Hovedbanegården, så her skal man blot skifte en enkelt gang for at komme fra Amager til Hvidovre Hospital. Hvis man i stedet foretrækker linje 18, har man ud over linje 1A nu også linje 11 at skifte til på Toftegårds Plads, når man skal til Hvidovre Hospital, oplyser Movia.

Hospitalet er på dupperne

Vi har også henvendt os til Hvidovre Hospitals direktion for at høre, om de har fokus på transportmulighederne til og fra hospitalet for borgere, der kommer fra Amager.

- Som hospital er vi kun interesserede i, at transporten bliver så nem og hurtig som muligt – både for medarbejdere, for patienter og pårørende. Hvis nogen oplever at transporttiden er for lang, er det noget vi lytter til, og forsøger om vi kan være med til at ændre det, siger Kurt Stig Jensen, der er vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital.

Det er dog primært, når den kollektive transport er til debat eller står og skal ændres, at direktionen forsøger at få et ord indført.

-  Under ændringer af den kollektive transport forsøger vi at have indflydelse, og går i dialog med de involverede parter. Men det er generelt for alle områder, forklarer Kurt Stig Jensen, der er vicedirektør på Amager og Hvidovre Hospital.

"Tyndt svar"

Vi har forelagt svaret for vores spørgere. Lilian Munk Søeder finder ikke Movias svar fyldestgørende.

- Det er da et tyndt svar fra Movias side. Selvfølgelig kan man ikke have direkte transport fra alle hjørner af Amager, men det er i mine (og mange andres) øjne grotesk, at man skal ind og "runde" Rådhuspladsen/Hovedbanegården. Der kunne sagtens serviceres fra fixpunkter, som for eksempel Tårnby torv, Sundbyvester Plads og/eller Ørestad Station, siger Lilian Munk Søe.

Hanne Damm forstår til dels, men drømte om en bedre løsning.

- Jeg medgiver, at vi vi jo bor over hele Amager. Men jeg havde nok en drøm eller et håb om, at vi kunne få tilbudt en direkte transport fra et centralt sted på Amager, for eksempel Sundbyvester Plads. Så kunne vi undgå de 30- 33 stop, der er herfra i alt for at komme frem, uden det skal tage en time i transport plus de 15 minutter ekstra, man altid skal regne med. Og det er uanset nummer på bus. Men det bliver nok fortsat en drøm, siger Hanne Damm.