Jeres minder: Kronprins Frederik stjal småkager og kastede med snebolde fra Amalienborgs tag

Kronprins Frederik har fået os til at smile som sportsmand, musikelsker og som en, der er god til at hænge ud, hvor man mindst venter det.

Vi her på TV 2 Kosmopol efterlyste tidligere på ugen jeres mest mindeværdige oplevelser i mødet med kronprins Frederik, nu da han snart skal videre som konge. 

Sportsmanden Frederik

Jesper Breum Eriksen fra Roskilde er træner i den lokale sportsklub Roar Atletik. Han fortæller om sit bedste møde med kronprins Frederik:

- Det var en super sjov oplevelse, da kronprinsen i 2014 var med til at sætte et stort skoleprojekt i gang i Roskilde, som min klub og jeg havde arrangeret, siger Jesper Breum Eriksen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Kronprins Frederik og Joachim B. Olsen dyster i kuglestød i Roar Atletik i Roskilde.
Kronprins Frederik og Joachim B. Olsen dyster i kuglestød i Roar Atletik i Roskilde.
Foto: Roar Atletik

Kronprinsen var på hold med to lokale skoleelever i en kuglestødskonkurrence mod Joachim B. Olsen, der indtil 2009 var det største navn inden for kuglestød i Danmark. 

Man skulle tro, det var en let sag for den tidligere professionelle sportsmand at slå sine utrænede modstandere, men nej. Kronprinsens vindermentalitet i sport fornægtede sig ikke:

- Kronprinsen var meget engageret og gik 100 procent op i oplevelsen. Og han vandt selvfølgelig, smiler Jesper Breum Eriksen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Kronprins Frederik lægger an til at støde med kuglen foran skoleelever og atletikmascot i Roskilde.
Kronprins Frederik lægger an til at støde med kuglen foran skoleelever og atletikmascot i Roskilde.
Foto: Roar Atletik

Heppede på folket

Henrik Steen Kademann fra Albertslund deltog i Copenhagen Half Maraton i 2017. Da han passerede Marmorkirken, fik han sig lidt af en overraskelse:

- Frederik havde taget opstilling - tilsyneladende uden nogen bodyguards lige tæt på -  og stod og klappede af folk helt alene i Store Kongensgade. Jeg løb forbi og tænkte: “Aaah, mon ikke han er frisk?”, fortæller han.

Resolut vendte Henrik Steen Kademann om, løb tilbage og spurgte, om han måtte tage en selfie?

- Selvfølgelig, lød det fra kronprinsen. 

(Artiklen fortsætter efter selfien.)

To glade sportsmænd i ånden under Copenhagen Half Maraton 2017.
To glade sportsmænd i ånden under Copenhagen Half Maraton 2017.
Foto: Privatfoto

Royal Runners

Siden kronprinsen fyldte 50 år i 2018, har han fået tusindvis af mennesker til at gå, lunte eller løbe med i det årlige motionsløb Royal Run. Vibeke Kyndbøl er en af dem, der gerne løber med.

Det lykkes hende at komme til at stå helt tæt på kronprinsen, da han blev interviewet om, hvor meget det gavner at bevæge sig for både krop og psyke. Pointerne fængede an hos Vibeke Kyndbøl, der fortæller, at hun blandt andet har PTSD.

- Da interviewet slutter, tænker jeg: "Så er det nu, hvis jeg have en selfie". Så jeg prikker ham på skulderen, og siger: "Frede, må jeg få en selfie? For jeg er en af de psykisk udsatte, som elsker sport, og altså en af dem, du lige er blevet interviewet om."

(Artiklen fortsætter efter selfien.)

Selfien af kronprinsen og Vibeke Kyndbøl fra et mindeværdigt Royal Run.
Selfien af kronprinsen og Vibeke Kyndbøl fra et mindeværdigt Royal Run.
Foto: Privatfoto

Hans svarer: "Ja, skynd dig". 

- Det får mig til at snuble lidt, men han griber mig, så jeg ikke falder, og vi får taget den selfie. Det var, og vil altid være, en kæmpe stor dag, som jeg altid vil glædes ved, fortæller Vibeke Kyndbøl.

Musikelskeren Frederik

Bjarne K. Hansen fra Gentofte tager os 20 år tilbage til sit særlige møde med kronprinsen.

Datoen er søndag den 27. april 2003. Den canadiske sanger og sangskriver Neil Young giver  koncert i Falkoner Salen på Frederiksberg. Det hele er meget stort. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Den canadiske musiker Neil Young i koncert, dog ikke i Falkoner Salen.
Den canadiske musiker Neil Young i koncert, dog ikke i Falkoner Salen.
Foto: Kiko Huesca /EPA/ Ritzau Scanpix

- Det var første gang, at jeg skulle se Neil Young, efter at have været rigtig stor fan siden 1970. I køen ind til koncerten stod blandt andet musikerne Michael Falch og Ivan Pedersen, fortæller Bjarne K. Hansen. 

I pausen går Bjarne K. Hansen ned for at købe en forfriskning i baren.

- Og hvem sidder på næstnederste trappetrin? Kronprins Frederik og Mary, såmænd. Som værnepligtig i Den Kongelige Livgarde kunne jeg ikke lade være med at gå hen at hilse, fortæller Bjarne K. Hansen, der var en del af Skyttekompagniet/Vagtkompagniet i 1974 og 1975.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Vagtparade med 1. Vagthold på Amalienborg i foråret 1975. Bjarne K. Hansen står i første række helt til højre.
Vagtparade med 1. Vagthold på Amalienborg i foråret 1975. Bjarne K. Hansen står i første række helt til højre.
Foto: Privatfoto

På trappen rækker Bjarne K. Hansen sin hånd frem og spørger, om han må trykke kronprinsens og Marys hånd. 

- Jeg fortalte, at jeg havde “passet på” kronprinsen, da han var lille, i min tid som garder. Kronprinsen sendte mig et stort smil og sagde tak. Jeg fik mit håndtryk fra begge - og et dejligt smil fra nu kronprinsesse, snart dronning, Mary. En stor, dejlig og sjov oplevelse, fortæller Bjarne K. Hansen.

Frække Frederik

Klavs Parner Nielsens har også "passet på" de kongelige og deres gæster.

Da kronprinsen og hans lillebror var otte og ni år gamle, deltog han som garderhusar i en æreskommando på Fredensborg Slot. Garderhusarerne stod i geled i Kuppelsalen, som de indbudte ambassadører passerede på vej ind til audiens hos dronningen. 

- Da ambassadørerne var defileret forbi, var der kaffepause. Vi blev vist ind i et tilstødende lokale, hvor der var dækket op med kaffekopper og småkager, og snakken gik om alt muligt, fortæller Klavs Parner Nielsen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Gardehusar på vagt ved Fredensborg i anledning af Alexandras og Joachims bryllupsfest i 1995.
Gardehusar på vagt ved Fredensborg i anledning af Alexandras og Joachims bryllupsfest i 1995.
Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

Lige pludselig kommer en guvernante med raske skridt hen til kaffebordet og løfter op i dugen, der går næsten helt ned til gulvet. 

- Så udbryder hun: Jeg har sagt, at I ikke må spise soldaternes småkager! Og ud kommer to prinser farende og grinende hen til nærmeste udgang med guvernanten i hælene. 

- Så grinede vi lige så meget som prinserne. For i øvrigt må jeg give dem ret: Det var nogle dejlige småkager, husker Klavs Parner Nielsen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Den tidligere Gardehusar Klavs Parner Nielsen foran en Centurion mk.5/2 ved Hede Skydning i Oksbøl 2022.
Den tidligere Gardehusar Klavs Parner Nielsen foran en Centurion mk.5/2 ved Hede Skydning i Oksbøl 2022.
Foto: Privatfoto

Martin Liltorp fra Albertslund kørte i begyndelsen af 1980'erne som chauffør i Forsvaret.

- En af opgaverne var at transportere Hendes Majestæts adjudanter til og fra dronningens palæ på Amalienborg, fortæller han. 

- Engang, da jeg holdt i gården og ventede, hørte jeg pludselig snebolde lande på bilen. Jeg kiggede ud og så kronprinsen og hans lillebror stå på taget af palæet og kaste snebolde ned i gården, siger Martin Liltorp.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Prinserne Frederik og Joachim med deres far, Prins Henrik, i 1976.
Prinserne Frederik og Joachim med deres far, Prins Henrik, i 1976.
Foto: Steen Jacobsen/Ritzau Scanpix

Sergent Frederik

Christina Verge Østergaards far var militærkørelærer på Sønderborg kaserne, hvor han trænede sergenteleverne, der skulle tage det store kørekort.

- Min fra var fra Holte og talte " sproget", så han havde naturligvis de to prinser som elever, fortæller Christina Verge Østergaard.

Hun husker, at kørelærerne dengang brugte en bøjle, hvis de i en fart skulle fjerne en tung fod fra speederen i lastbilen. Kronprisen skulle ikke have særbehandling, havde hans far gjort klart. 

- Ikke så få gange har jeg siddet på gearstangen, og kronprinsen har kørt mig i skole. Det var altid hyggeligt. Og ja, en anden tid. Men fedt det kunne lade sig gøre, siger Christina Verge Østergaard

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

En ung kronprins modtager nye rekrutter til Livgarden på Høvelte Kaserne i 1987.
En ung kronprins modtager nye rekrutter til Livgarden på Høvelte Kaserne i 1987.
Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix

Christina Verge Østergaard arbejdede også i opvasken og køkkenet på kasernen.

- Dengang måtte man ryge. Så jeg har virkelig skrabet min andel af cigaretskod ned fra prinsernes tallerkener og ned i skraldespanden. De slukkede smøgerne i sovsen, griner Christina Verge Østergaard.

(Artiklen fortsætter efter boksen.)

Du går glip af noget her! 😊

Afstemningen kræver et ja til cookies.
Så man kun kan stemme én gang om ugen.
Vær med ved at klikke på boksen her:
Tillad alle cookies

Man skal pga EU regler nu sige ja til alle cookies for at kunne stemme, men der er ingen risiko for at nogen spionerer eller deler data; det er kun for at hver person kan stemme én gang. Vi har lavet en forklaring her. 

Trendy Frederik

Lars Vegeberg fra Amager husker tilbage på, hvordan han skålede med kronprinsen på Café Krasnapolsky i Vestergade tæt på Rådhuspladsen i København. Caféen med det rå look åbnede i 1984 og blev hurtigt stedet, hvor man kom for at se -  og blive set af - de smarte.

Lars Vegeberg sad i baren og drak øl med en ven:

- Efter et stykke tid siger min ven, at kronprinsen sidder bag ved mig. Det tror jeg absolut ikke på, og siger, at kronprinsen sgu da ikke kommer på Krasnapolsky, fortæller han.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Café Krasnapolsky i Københavns Indre By var stedet at hænge ud i 1980'erne. Også som kronprins.
Café Krasnapolsky i Københavns Indre By var stedet at hænge ud i 1980'erne. Også som kronprins.
Foto: Mini Wolff/Ritzau Scanpix

Lars Vegeberg vendte sig alligevel på barstolen for at tjekke, om vennen havde ret:

- Og ganske rigtigt sidder kronprinsen der, let smilende, da han havde hørt mig. Han sagde skål og ønskede os en fortsat god aften. Vi skålede og sagde i lige måde, husker Lars Vegeberg.

Taleren Frederik

Kenneth Jensens særlige minde er fra dengang, den nye Øresundsbane skulle indvies i 1998. Toget rullede ind på perronen under terminal 3 i Københavns Lufthavn. Kronprinsen sad med i det pyntede førerhus og holdt bagefter en lille tale på den spritnye station:

- Dette skete afslutningsvis med ordene: "hermed er stadion åbent", husker Kenneth Jensen 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Folket ser med fra oven, da det nye Øresundstog med Kronprinsen ombord triller frem til den røde løber.
Folket ser med fra oven, da det nye Øresundstog med Kronprinsen ombord triller frem til den røde løber.
Foto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix

Jordnære Frederik

Freddy Jensen fra Ballerup har fulgt kronprinsen, siden han blev født.

- Han er jordnær og kan godt lide leverpostej- og spegepølsemadder. Han er et menneske, der kan føre kongehuset videre i sin mors ånd - med Mary som en dejlig dronning, siger Freddy Jensen.

- Velkommen kong Frederik den tiende og dronning Mary. Hilsen fra en menig borger, slutter han.

Vores kommende regentpar ved indgangen til et år, der forandrer deres tilværelse gevaldigt.
Vores kommende regentpar ved indgangen til et år, der forandrer deres tilværelse gevaldigt.
Foto: Albert Nieboer/AP/Ritzau Scanpix

Tak for alle historierne!


Spørg Os - Formular

_

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik