Bliver der snydt med p-tilladelser? Disse krav skal opfyldes for at få et handicapparkeringskort

Handicapparkeringskort giver mulighed for at parkere særlige steder, og i længere tid. Men hvad skal der til for at få tildelt et kort? Det spørger Per om.

Svaret Kort

  • I praksis er det umuligt at svare på, men der bliver gjort en del for at forhindre det

  • Parkeringsselskaber kan kontrollere, om kortet er aktivt, men ikke om den rette person har lagt det i bilen

  • Et handicap-parkeringskort kræver lægeerklæring på, at man går dårligt, for at modvirke snyd

I sidste uge bragte vi på TV 2 Kosmopol en historie om, at handicapparkeringskort i stigende grad bliver stjålet fra parkerede biler. 

Flere af jer har efterfølgende spurgt, hvordan man kan sikre, at der ikke bliver snydt med kortene. 

Per Tolstøj fra Nørrebro har skrevet til TV 2 Kosmopol gennem Spørg Os og spurgt, hvad der egentlig skal til for at få udstedt et handicapparkeringskort. 

- Jeg undrer mig over, at mange parkerer på handicappladser uden at være handicappede. Uddeles disse handicaptilladelser på må og få?, spørger Per Tolstøj.

(Artiklen fortsætter under afstemningen) 

Spørg Os - Afstemning

_

Man skal igennem Danske Handicaporganisationer (DH) for at få tildelt et kort. Organisationen bekræfter, at de får et stigende antal ansøgere for tiden, men vil gerne afvise tanken om, at de udsteder handicapparkeringskort på må og få:

- Der er flere, der søger (om handicapkort, red.), og derfor også flere tildelinger. I skrivende stund er der 144.500 aktive parkeringskort i hele landet. Der skal en lægefaglig vurdering til at bestemme, om man kan få et handicapkort eller ej, forklarer Danske Handicaporganisationer.

Sådan får man en handicaptilladelse

Man kan ansøge om et handicapparkeringskort digitalt eller med posten. 

Ansøger man digitalt, er behandlingstiden 2-3 uger. Søger man med posten, er behandlingstiden 5-7 uger. 

Ansøgeren skal udfylde et ansøgningsskema og vedhæfte en lægeerklæring.

Når man ansøger om et handicapparkeringskort, skal man udfylde et ansøgningsskema, der ser sådan ud.
Kilde: Danske Handicaporganisationer
Når man ansøger om et handicapparkeringskort, skal man udfylde et ansøgningsskema, der ser sådan ud. Kilde: Danske Handicaporganisationer
Foto: Grafik: Kirsten Arild / TV 2 Kosmopol

Danske Handicaporganisationer skriver sådan til TV 2 Kosmopol:

- Sammen med sin lægeerklæring og andre relevante dokumenter på sin helbredssituation, kan man sende en ansøgning til Danske Handicaporganisationer, der kan udstede kortet til personer, der opfylder et eller flere af følgende punkter:

1. Personer, der opfylder betingelserne for at få støtte til køb af handicapbil i henhold til servicelovens bestemmelser.

2. Personer, der er omfattet af individuel-handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede - for eksempel Movias Handicapkørsel.

3. Personer med stærkt reduceret gangdistance, varig funktionsnedsættelse eller helbredsmæssige forhold, der vanskeliggør muligheden for, at færdes i hverdagen, komme til og fra arbejde, uddannelse etc. Dette dokumenteres med en lægeerklæring.

Det giver kortet ret til

For at benytte sig af parkeringspladser, der har et kørestolssymbol, skal man have et handicapparkeringskort liggende synligt i forruden af sin bil.

Siden 2001 har kortene haft et foto af ejeren og ejerens underskrift på bagsiden.

Kortet er altså personligt. Det følger ejeren, og det kan bruges i alle køretøjer af den retmæssige ejer af kortet. 

Kortet er udarbejdet efter EU-retningslinjer, og det kan bruges i det meste af verden.

Hvis man har et parkeringsskilt liggende synligt i forruden, har man rettigheder, som andre bilister ikke har:

Det er gratis at parkere på offentlige pladser med parkeringskort i følgende byer. Her skal du blot huske at stille p-skiven:

København, Frederiksberg, Hillerød, Lyngby-Taarbæk, Gudhjem, Næstved, Odense, Svendborg, Sønderborg, Kolding, Esbjerg, Fredericia, Vejle, Århus, Randers, Silkeborg, Helsingør, Horsens, Aalborg, og Skagen.

(Artiklen fortsætter efter listen) 

1

Der må parkeres 15 minutter på steder, hvor alene af- og pålæsning er tilladt, steder med parkeringsforbud, samt gågader, hvis det fremgår, at ærindekørsel er tilladt. Standsningsforbud må ikke overtrædes

2

Parkering er tilladt en time på steder, hvor der ellers må parkeres 15 eller 30 minutter

3

Man må parkere ubegrænset på steder, hvor en, to eller tre timers parkering er tilladt - medmindre der på skiltet med handicapsymbolet er angivet en tidsbegrænsning. Er en tidsbegrænsning angivet, skal den følges og p-skiven indstilles

4

Man må parkere ubegrænset på steder med billetautomat (parkometer og parkomat), hvis man ved ankomst betaler for det maksimalt tilladte tidsrum, der gælder for personer uden parkeringskort

Kilde: Danske Handicaporganisationer

Hvis kortet bliver stjålet

Ligesom med et Dankort, er det vigtigt at få lukket sit handicapparkeringskort så hurtigt som muligt, hvis man mister det. Danske Handicaporganisationer har en særlig kontaktformular til det. 

Her skal man oplyse e-mailadresse, navn og CPR-nummer på indehaveren af kortet. I et kommentarfelt skal man oplyse, om man har mistet eller ødelagt kortet. Melder man, at kortet er mistet, spærres det.

Så hvordan sikres kortene mod snyd?

Vi har før svaret på, hvordan man kan se, om et handicapkort er stjålet. Det kan du læse her

Og faktisk er der ikke mere for hverken P-selskaberne eller DH at gøre, end at se, om kortet er gyldigt. 

- Når en ejer af et kort melder det stjålet eller bortkommet til os, så gøres kortets serienummer ugyldigt. Hver dag sender vi opdaterede lister ud med gyldige serienumre til parkeringsselskaber og politikredse, som efterspørger listerne. På den måde kan de opdage brug af ugyldige kort, fortæller Danske Handicaporganisationer.  

Apcoa Parking har 25 års erfaring med at administrere parkeringspladser, herunder at kontrollere p-tilladelser. Selskabet oplyser til TV 2 Kosmopol, at de tjekker om der findes et kort i bilen med korrekt navn, kortnummer og gyldighedsperiode.

- Kontrol foretages på denne baggrund. Parkeres der i en bås, der er reserveret til handicapparkering uden et gyldigt handicapkort, risikerer man et kontrolgebyr, oplyser Apcoa Parking.

Det er altså på nuværende tidspunkt ikke muligt at se, om et handicapkort bruges af den forkerte person - kun om det er gyldigt, blevet meldt bortkommet eller stjålet.  

Per Tolstøj, der stillede spørgsmålet, synes stadig, der er noget, der ikke stemmer:

- Jeg synes ikke helt, det hænger sammen i henhold til de folk, der holder på handicappladserne. Jeg siger ikke, man skal kravle ud af bilen for at være handicappet, men jeg ser tit helt unge mennesker, hvor de måske er fire i bilen. Men sådan er det jo, siger han. 

Tak til Per Tolstøj for spørgsmålet.

Hvis du også går og undrer dig over noget, som vi kan undersøge journalistisk, så skriv dit spørgsmål i boksen nedenunder.


Spørg Os - Formular

_

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik