Kollektiv opsigelse på daginstitution: "Jeg er bekymret for mit barns trivsel"

Flere pædagoger fra Børnehuset Pilegården i Rudersdal Kommune har sagt op inden for kort tid. Det betyder nu, at en afdeling i vuggestuen skal have helt nye medarbejdere.

Første dag på en daginstitution kan for mange forældre og børn være en hektisk dag, når børnene bliver efterladt til uvante ansigter. 

Men for mange af de nu efterhånden vuggestuevante børn på daginstitutionen Børnehuset Pilegården i Birkerød kan tiden omkring 1. maj markere et deja-vu med de første dage i daginstitutionen.

En stribe pædagoger i daginstitutionen har nemlig sagt deres job op, så de stopper ved udgangen af april måned.

Og den kollektive opsigelse vækker bekymring hos forældre til børnene.

- Det er jo et faresignal, at alle pædagoger siger op på samme tid, og at så mange vælger at søge et andet sted hen, siger Katrine Tarp Jensen, der forælder til barn i vuggestuen på Pilegården.

I alt har fire medarbejdere - to pædagoger og to pædagogmedhjælpere - sagt op på omtrent samme tid.

- Det bekymrer mig, at de arbejdsforhold, der tilbydes i mine børns daginstitution, er så dårlige, at flere vil stoppe fremover, siger Katrine Tarp Jensen.. 

Årsag til opsigelsen usikker 

Den helt konkrete grund til, hvorfor de fire medarbejdere har valgt at sige op, vil ledelsen på Børnehuset Pilegården ikke udtale sig om.

Ifølge Rudersdal Kommunes hjemmeside rummer Børnehuset Pilegården både en vuggestue og en børnehave. Ifølge TV 2 Lorrys oplysning vil især vuggestuen blive ramt af medarbejdernes opsigelser.

Her er 28 børn fordelt på to hold á 14 børn. Ifølge den daglige leder af Børnehuset Pilegården vil det ene hold nu blive passet af en pædagog og en pædagogmedhjælper fra en af de andre stuer i huset og muligvis helt nye medarbejdere fra den 1. maj.

Samtidig sker opsigelserne på et særligt smertefuldt tidspunkt, hvor mange kommuner har meget svært ved at skaffe medarbejdere på velfærdsområdet - herunder især pædagoger.

- Der står ikke nogen lige udenfor døren, som jeg kan hive ind, men vi er i gang med processen, og vi har jobannoncer oppe, siger Charlotte Maria Kjeldgaard, som er daglig leder af Børnehuset Pilegården.

Forældreren Katrine Tarp Jensen frygter, at ændringerne kan få indflydelse på hendes børns trivsel og i værste fald have fremtidige konsekvenser. 

-  Det, der bekymrer mig mest, er, om det er skadeligt, at mit barn skaber relationer til nye mennesker så tit, siger hun.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Katrine Tarp Jensen har to børn, som bliver passet i Børnehuset Pilegården i Rudersdal. Hendes datter på et år, skal nu passes af nye medarbejdere fra 1. maj.
Katrine Tarp Jensen har to børn, som bliver passet i Børnehuset Pilegården i Rudersdal. Hendes datter på et år, skal nu passes af nye medarbejdere fra 1. maj.
Foto: Privatfoto/Trine Bishop

Har fokus på tryghed og tillid

Charlotte Maria Kjeldgaard fra Børnehuset Pilegården understreger dog, at de i ledelsen prioriterer forældrenes og børnenes tryghed og tillid på trods af en den kollektive opsigelse. 

- Det vigtigste for os er børnenes tryghed og tillid. Det er det, vi arbejder for, siger hun. 

Foruden den nuværende udskiftning af medarbejdere, kan det ikke udelukkes, at der muligvis kommer flere udskiftninger på kort tid.  

- Vi er nødt til at have hænder og nogle midlertidige løsninger, indtil den gode løsning viser sig, og hvornår den gode løsning kommer, det kan jeg ikke spå om, men jeg arbejder hårdt på sagen, siger Charlotte Maria Kjeldgaard Møller, daglig leder af Børnehuset Pilegården.

Kommune ser daginstitution efter i sømmene

Onsdag blev sagen taget op hos Børne- og Skoleudvalget i Rudersdal kommune. 

Efter Katrine Tarp Jensen fik besked på Aula om pædagogernes opsigelse fra daginstitutionen, har hun kontaktet borgmesteren Ann Sofie Orth (K), der nu har bedt forvaltningen om at granske de konkrete forhold på Pilegården. 

Det er dog på nuværende tidspunkt ikke kommet besked om, hvordan mødet er gået. 

- Vi arbejder videre med sagen her til påske for at se, om der er noget i vuggestueafdelingen, som har forårsaget opsigelsen, eller om det bare har været et rent tilfælde, siger Kirsti Schou Tornøe, som er dagtilbudschef i Rudersdal kommune. 

Stor mangel på varme hænder

Rudersdal kommune skriver på deres hjemmeside, at der er i kommunen, er mangel på arbejdskraft - især på daginstitutionsområdet. 

Derfor har kommunens politikere vagt nedsætte et politisk udvalg, som skal arbejde med organisering, rekruttering og fastholdelse de næste fire år. 

- På dagtilbudsområdet er rekrutteringen en massiv udfordring. Det er et problem for alle kommuner i Hovedstadsregionen. Vi er opmærksomme på det, og har igangsat en indsats, som fokuserer både på rekruttering og på fastholdelse, siger Kirsti Schou Tornøe, dagtilbudschef i Rudersdal Kommune.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik