Her åbner endnu et vaccinationscenter i Nordsjælland

Snart kan nordsjællandske borgere bliver vaccineret mod Covid-19 i Søndervangshallen i Birkerød.

Snart får borgere i Nordsjælland endnu et sted at lade sig vaccinere mod covid-19.

Således åbner Region Hovedstaden i begyndelsen af maj et nyt vaccinationssted i Søndervangshallen i Birkerød.

Det oplyste regionen torsdag i en pressemeddelelse.

Det kommende vaccinationssted skal supplere Hillerød Vaccinationscenter, der blandt andet oplevede et stort pres før påske, hvormed det skal blive lettere for borgerne at blive vaccineret.

Det forventes, at 2000 borgere kan vaccineres dagligt i det nye center. 

Og det glæder Christoffer Buster Reinhardt (K), der er formand for regionens sundhedsudvalg.

- Det skal være let og tilgængeligt for folk at sige ja tak til en corona-vaccination. Vi får mange vacciner hjem, og rigtig mange får tilbuddet om vaccine i de kommende måneder.

- Derfor opretter vi nu endnu et centralt beliggende vaccinationssted, denne gang i Birkerød, som er er let at komme til med både bus, tog og bil, siger han i pressemeddelelsen.

Lokalvaccinationsindsats på vej i Frederikssund

Også i Frederikssund er der en forstærket vaccinationsindsats på vej. Det oplyser Region Hovedstaden fredag i en pressemeddelelse.

I første omgang kommer forstærkningen til at bestå af en fremskudt vaccination i Frederikssundhallen den 15. april, hvor op imod 150 af de ældste og mest sårbare borgere i målgruppe 2, 3 og 7 bliver vaccineret.

Derudover kommer flere af kommunens praktiserende læger til at vaccinere i deres klinikker fra næste uge.

Foruden det føromtalte vaccinationssted i Birkerød åbner Region Hovedstaden mandag den 12. april op for endnu et lokalt vaccinationssted i Snekkersten Hallen i Helsingør Kommune.

På kortet herunder kan du se placeringen af vaccinationscentrene i Region Hovedstaden og i Region Sjælland i TV 2 Lorrys sendeområde:


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik