Naboer plaget af støj-koks på havn - nu skrider kommune ind

Hvis man kører ind til Roskilde by i den kommende tid, vil man blive mødt af flere plakater, der gør opmærksom på, at man skal tænke over ikke at støje.

Beboere ved Roskilde Havn har igennem flere år følt sig generet af støj fra motorcyklister og biler, der mødes på havnen for at vise deres køretøjer frem.

Henover sommeren er der for eksempel motorcykeltræf på havnen hver torsdag, og her oplever beboere, at der bliver drejet lige lovligt meget på gashåndtaget.

quote Hele sommeren er det nærmest ikke umagen værd at gå ud i min have, fordi der er for meget larm fra trafikanter, der skal vise deres køretøjer frem

Peter Lunding Smith, beboer

Nu lancerer Roskilde Kommune så en støjkampagne, som de har lavet i samarbejde med både politiet og tre motorcykelforhandlere.

Støjkampagnen består af 60 plakater, der skal hænge ved veje, der leder ind til Roskilde by, i håb om at budskabet kan få motorcyklister og bilister til at tænke over, hvor meget de støjer.

Sådan her ser plakaterne ud, der kommer til at hænge ved alle indfaldsveje til Roskilde by.
Sådan her ser plakaterne ud, der kommer til at hænge ved alle indfaldsveje til Roskilde by.
Foto: Roskilde Kommune

- Jeg håber, at kampagnen vil gøre, at nogle tænker over at køre mere hensigtsfuldt. Og så håber jeg, at dem, der nærmest kører ræs på havnen, finder et andet sted at gøre det, siger Peter Lunding Smith, der bor ned til havnen, og fortsætter:

- Hele sommeren er det nærmest ikke umagen værd at gå ud i min have, fordi der er for meget larm fra trafikanter, der skal vise deres køretøjer frem.

Ifølge kommunen og motorcykelforhandlerne er det få motorcyklister, der ødelægger det for flertallet.

- Vi synes jo, at motorcykeltræffet om torsdagen på Roskilde Havn giver rigtig meget liv til byen. Men hvis vi skal blive ved med at få lov til at mødes her på havnen, så bliver vi nødt til at få dem, der støjer, til at dæmpe sig lidt, siger Lars Kildholt, der er motorcykelforhandler for Caps Harley-Davidson.

Formanden for Plan- og Teknikudvalget i kommunen, Jens Børsting, fortæller, at kommunen vil følge udviklingen tæt og se, om kampagnen får løst støjproblemerne.

- Men vi skal også huske på, at havnen er et offentligt område, hvor alle har ret til at være. Så hvis nogen gør noget, der er decideret ulovligt, er det politiet, der skal på banen, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik