Museum efterlyser hynder og gammelt blondeundertøj

Har du en kunstner i maven - og gammelt blondeundertøj eller flade hynder på lager derhjemme? Så kan begge dele komme dig til gavn nu.

Gamle strømper, mørnede duge, blondeundertøj og skummadrasser, hvis fylde for længst er gået tabt.

Alt i gamle tekstiler kan bruges, når Roskilde Museum inviterer borgere til at deltage i museets nye udstilling 'Forvandlinger – fortællinger om affald.'

Som en del af udstillingen - faktisk som det allerførste værk, publikum skal møde - skal et tæppe skal bikses sammen af brugte materialer.

- Vi vil gerne invitere folk til at være med til at skabe en vildt voksende, levende, ordløs fortælling, fortæller kunstneren Rune Fjord i en pressemeddelelse.

Sammen med kunstner-makkeren Esben Horn, er han udstillingsdesigner på særudstillingen, men værket skal altså blive til med hjælp fra borgerne.

De skal nemlig ikke kun bidrage med gammelt tøj fra det bagerste i skabene, men også være med til at knytte, sy og væve værket, der får titlen: ”Det formuldede tæppe”.

Intentionen med tæppet er, at det skal være en fortælling i skiftende materialer, farver og kvaliteter, skriver Roskilde Museum i pressemeddelelsen.

Tæppet skal først bestå af mug- eller mos-agtige strukturer, hvorefter andre materialer som hør og uld bliver flettet ind. Det skal repræsentere oldtidens spor.

Længere inde i tæppet skal der dog være mere af den slags tekstil, der har overlevet gennem tiden som eksempelvis læder, der skal repræsentere middelalderen, mens de mere farverige og syntetiske materialer, vi kender fra nutiden kommer i spil til sidst i tæppet.

- På den måde bliver tæppet en slags skraldets tidslinje og et billede på den udstilling, man skal op at se, siger Rune Fjord.

Det er ikke kun borgerne, men også lokale genbrugsbutikker, der er inviteret til at bidrage til tæppet, og museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen understreger, at alle er velkomne til at være en del af kunststykket.

- Vi vil ikke kun være et museum for – men også med byens borgere, siger hun.

- Det er vigtigt for os at invitere indenfor og med, når vi laver udstillinger. Det gør vi her ved at indgå samarbejder med genbrugsbutikkerne og ved at lade alle, der har tid og lyst, bidrage og være med til at skabe ”Det formuldede tæppe”. Et tæppe, der - ligesom resten af den kommende udstilling - både peger tilbage i historien og ind i den fælles fremtid ved at tematisere genbrug, forbrug og affaldshåndtering.

Tæppeprojektet er støttet af Roskilde Kommunes Miljøpulje.

Sådan deltager du

Alle kan komme og være med til at lave tæppet, når Roskilde Museum afholder to workshops. Det sker den 21. august i tidsrummet 10-16 og den 1. september i tidsrummet 17-21.

Det er gratis at deltage, og man kan være med lige så længe, man har lyst.

Roskilde Museum beder om, at man eksempelvis medbringer kasserede tekstiler; strømper, nylonstrømper, tæpper, gardiner, duge, blondeundertøj, skummadrasser, hynder – det hele kan bruges.

Tilmeld sker på romu@romu.dk - skriv her ca. hvornår og hvor mange, der kommer.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik