Vinteren i år har været langt fra hvid og kold.
Det har kunnet mærkes i Roskilde Kommune, hvor gartner Flemming Froider har brugt vinteren på noget helt andet, end han plejer: bekæmpelse af ukrudt.
- Det er meget atypisk. I de 37 år jeg har været her, er det første gang, vi brænder ukrudt i februar måned, siger gartner Flemming Froider til TV 2 Lorry.
Mangel på sne og kulde har nemlig skabt gunstige forhold for græs og andet ukrudt.
Ikke én eneste snerydning
Normalt bruger Flemming Froider og hans kolleger fra Materielgården, der står for den daglige drift og vedligeholdelse af kommunens offentlige arealer, vinteren på helt andre opgaver.
- Vi plejer normalt at feje sne og salte og beskære træer og sådan nogle ting, siger han.
Men de arbejdsopgaver har været meget begrænsede i år.
I alt 15 gange har medarbejderne i Roskilde Kommune været ude og salte. Det er omkring tre gange færre end normalt. Og snerydning har der slet ikke været noget af.
Også Flemming Froiders arbejde har været påvirket af den milde vinter.
- Jeg har overhovedet ikke været ude en eneste gang. Jeg har ikke engang været ude at salte overhovedet på noget tidspunkt i denne her sæson, lyder det fra gartneren.
Flere millioner sparet
Roskilde Kommune har i år afsat 18 millioner kroner til kommunens vinterindsats. Men kommunen forventer at kunne spare 7 til 9 millioner kroner på grund af det lune vintervejr.
Om der fremover bliver brug for at sætte lige så store vinterbeløb af, må tiden vise, lyder det fra Daniel Prehn Nielsen, der er formand for Plan- og Miljøudvalget i Roskilde Kommune.
- Hvis der kommer en længere årrække, hvor vi også kan se nogle troværdige prognoser længere år frem, der siger, at vinteren bliver mildere lang tid frem, så kan det godt være, vi skal lave en revurdering. Men hellere være i den situation, som vi var i sidste år, hvor der er lidt for meget, end at vi skal til at tage penge fra kassen, siger Daniel Prehn Nielsen.
Flemming Froider håber dog ikke på, det bliver nødvendigt at justere beløbet. Han krydser fingre for, det næste år bliver saltningsmaksiner frem for urkudtsbrænder, der bliver hevet frem.
- Jeg håber jo selvfølgelig på, vi kommer til at finde tilbage til vinteren igen, selvom den også har nogle udfordringer, siger han.