Region bevilger ekstra penge til at hjælpe hjemløse og udsatte kvinder

Café Klare i København hjælper socialt udsatte kvinder med tag over hovedet, et varmt måltid mad og generel rådgivning. Snart bliver tilbuddet udvidet, så kvinderne bliver hjulpet videre til udredning for mulige psykiatriske problemer.

Snart er der bedre hjælp på vej til de udsatte kvinder, som er tilknyttet natcaféen og værestedet Café Klare på Vesterbro.

Det står klart, efter Region Hovedstaden har bevilget næsten 781.400 kroner, som skal gå til ansættelsen af en fast psykiatrisk sygeplejerske i tilbuddet.

Det vil gavne langt størstedelen af kvinderne i tilbuddet, vurderer Café Klare.

Én af dem er thailandske May, som er hjemløs, bor på et herberg og har en bipolar lidelse.

Hun kommer på natcaféen Café Klare på Vesterbro i København.

Her kan hun nemlig få en seng at sove i, et måltid mad og hjælp til at klare hverdagens små og store udfordringer.

Særligt vigtigt er det, at hun kan få vejledning og støtte til at håndtere sin psykiske sygdom.

- Jeg har skjult den bipolare lidelse i seks år, indtil jeg en dag indså, at jeg ikke kunne skjule den længere. Jeg blev nødt til at få de rigtige mennesker til at hjælpe mig, siger May.

Derfor opsøgte hun Café Klare, der giver udsatte kvinder som hende ro og hvile i nattetimerne og rådgivning og vejledning i dagtimerne.

quote Jeg mistede mit job, jeg mistede mine penge, jeg mistede mit hjem. Jeg mistede alt.

May, bruger af Café Klare.

Ubehandlede lidelser forværrer situationen 

Café Klare tilbyder hjælp og støtte til et bredt spektrum af socialt udsatte kvinder. Særligt et særkende går dog igen hos mange af brugerne.

- 80 procent af de kvinder, vi har hos os, har en eller flere psykiske sygdomme, som typisk ikke er udredt eller kendt, og som de ikke får hjælp til at håndtere, siger Sarah Højgaard Cawood, der er afdelingsleder på Café Klare.

De ubehandlede psykiske lidelser gør kvinderne særligt udsatte, og lidelserne gør det endnu sværere for dem, at komme på fode igen. 

Sarah Højgaard Cawood er afdelingsleder på Café Klare.
Sarah Højgaard Cawood er afdelingsleder på Café Klare.
Foto: Henrik Modler/TV 2 Lorry

Men det kan være udfordrende at få kvinderne i behandling, da de ofte ikke vil indse, at de har en psykisk lidelse.

- Det, der præger kvinderne er, at de ofte ikke har en erkendelse af, at de er syge, og så har de dårlige erfaringer med de forskellige systemer. Derfor er de tilbageholdende med at få den hjælp, der står til rådighed for dem, siger Sarah Højgaard Cawood.

For May havde det store konsekvenser, at hun ikke ville indse, at hendes bipolare lidelse krævede behandling.

- Jeg mistede mit job, jeg mistede mine penge, jeg mistede mit hjem. Jeg mistede alt, fortæller May, der ofte besøger Café Klare.

Støtte fra Region Hovedstaden 

Café Klare har hvert år besøg af omkring 400 hjemløse og udsatte kvinder, som de hjælper med mad, varme og tryg nattesøvn. Om dagen kan kvinderne få vejledning til for eksempel sygdomserkendelse.

Natcaféen har dog længe haft et ønske om at udvide tilbuddet til en endnu mere specialiseret psykiatrisk rådgivning.

- Vi har brug for at opruste på det at snakke om sygdom med kvinderne, så de netop kan få den psykiatriske hjælp, de skal have, siger Sarah Højgaard Cawood.

Og nu er der ekstra hjælp at få.

Det står klart, efter Region Hovedstaden netop har bevilget 781.400 kroner til Café Klare, så natcaféen blandt andet kan ansætte en fast psykiatrisk sygeplejerske, der skal hjælpe med at få endnu flere af de udsatte kvinder ind i sundhedssystemet.

Bevillingen er en del af en samlet pulje på i alt 3 millioner kroner, som Region Hovedstaden har afsat til samarbejdsprojekter med kommuner og civilsamfund på psykiatriområdet.

- Café Klare ansætter kyndige folk, som vil prøve og se, hvordan man kan skabe en større sygdomserkendelse hos de her kvinder. Det vil måske betyde, at de bedre kan modtage tilbud i psykiatrien, siger Susanne Due Kristensen (S), der er formand for Social- og Psykiatriudvalget i Region Hovedstaden. 

May er hjemløs og har en bipolær lidelse. Hun fik hjælp til at opsøge behandling af personalet på Café Klare.
May er hjemløs og har en bipolær lidelse. Hun fik hjælp til at opsøge behandling af personalet på Café Klare.
Foto: Henrik Modler/TV 2 Lorry

Hos natcaféen håber de på, at støtten fra Region Hovedstaden vil hjælpe endnu flere udsatte kvinder med at komme i behandling for deres psykiske sygdomme. 

På den måde har de nemlig større chancer for at slipper væk fra livet på gaden.

- Vi håber at give kvinderne en forståelse for de diagnoser, som de lider af, så de kan komme bedre på fode med deres mentale helbred. Det er en af de store grunde til, at det er svært for dem at komme videre i livet, siger Sarah Højgaard Cawood.

For May betød hjælpen på Café Klare, at hun takkede ja til behandling af sin bipolare lidelse.

- Café Klare hjalp mig med at komme videre til næste skridt. Sådan, at jeg kan slå mig ned og leve et almindeligt liv ligesom alle andre mennesker.

Af hensyn til hendes psykiske velvære ønsker May at være anonym i denne artikel. May er derfor et opdigtet navn. TV2 Lorry er bekendt med Mays rigtige identitet.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik