Ny opfindelse giver Michael ro om hjertet, når han er alene

Michael Levi Hillel var før i tiden bange for at være alene på grund af hans livstruende sygdom. Men det har nu ændret sig takket være en ny, smart teknologi.

42-årige Michael Levi Hillel fra Dragør lider af svær hjerterytmeforstyrrelse. En livstruende sygdom, der betyder at han er i stor fare for hjertestop.

Hvis uheldet skulle opstå, er dog hjælp at hente. For to år siden valgte Michael Levi Hillel nemlig at blive testperson på en ny smart opfindelse, som han har fået indopereret ved hjertet, og som kan redde hans liv.

Der er tale om en såkaldt ICD-pacemaker, som er en lille elektronisk hjertestarter, der har direkte forbindelse med lægerne på Rigshospitalet.

Tør igen være alene

Forskellen på en almindelig pacemaker og den nye er, at den nye hele tiden overvåger hjertet - og at Michael Levi Hillel løbende kan sende informationer om sit hjerte afsted til lægerne.  

- Det gør, at jeg kan tage på arbejde, tage ud og rejse, og jeg kan være alene hjemme. Bare det at være alene hjemme. I starten er man jo bange og skal have pårørende omkring sig. Det skal jeg ikke, når jeg har ICD, fortæller han til TV2 Lorry.

Før i tiden var Michael Levi Hillel, der til daglig arbejder som project manager, nødt til at tage på skadestuen, når han følte sig utilpas. Men i dag kan han nøjes med at sende informationer om sit hjerte afsted hjemmefra.

Modtager besked via app

Det sker med en lille computer, der til forveksling ligner en computermus, og som han placerer på hjertet, hvor hans ICD er indopereret. Så sender computeren oplysninger om hjerterytmen til Rigshospitalet. Når lægerne så får informationer om hans hjerterytme, kan de hurtigt afgøre, om det er livstruende.

Lægerne sender Michael Levi Hillel en besked via en app på hans telefon - så han med det samme ved, hvis han er i akut livsfare.

Den nye teknologi er både nem for patienten og lægerne, forklarer overlæge på Rigshospitalets Hjertecenter, Jesper Hastrup Svendsen.

- Man kan meget hurtigt komme i kontakt med patienten, og patienten kan forsyne os med informationer, som vi kan gøre diagnostikken og behandlingen bedre ud fra, siger han til TV2 Lorry.

Frygt erstattet af tryghed

Tilbage i Dragør fortæller Michael Levi Hillel, at han, før den lille mobile hjertestarter blev sat ind under hans hud, var bange for at være alene. Han frygtede, at hjertet gik stå, uden at der var nogen til at hjælpe ham.  

Men frygten er i dag erstattet af tryghed, fordi ICD-pacemakeren vil kunne genstarte hans hjerte, hvis det holder op med at slå. Og det giver mere frihed i hverdagen.

-  Hvis jeg ikke havde ICD så ville jeg ikke turde være alene. Jeg ville ikke turde at være på arbejde og presse mig selv, siger han til TV2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik