Min mening: Kongernes Nordsjælland skal være en konge værdig

Vores skove og parker lider, biodiversiteten er presset og skovbruget og jagten på profit gør os alle sammen fattigere. Sådan lyder det fra Christian Poll (Å), der vil arbejde for, at vi får en mere rig og mangfoldig natur.

Af Christian Poll, folketingskandidat for Alternativet i  Nordsjællands Storkreds

Hvis der er noget, jeg kan tale om i flere timer, dage, uger – så er det natur.

Både alt det gode, der sker – men desværre også de mange udfordringer, vores natur i Danmark står over for.

Vi har i Danmark fortryllende naturområder, der viser landet fra sin smukkeste side. Det er for eksempel vores fem nationalparker; Vi har kystlandskaberne i Thy og Vadehavet, vi har istidsbjergene i Mols, fjordlandskabet omkring Roskilde og nu senest skove og klitlandskaber i Kongernes Nordsjælland her i området.

Problemet er bare, at når vi snakker nationalparker, så følger der per automatik en del tom luft med ordet ”nationalparker”.

I Kongernes Nordsjælland er der masser af større og mindre pletter af skov og andre naturtyper. Men de er vævet ind imellem marker med intensiv landbrugsdrift, byer og store veje. Og skovene i Kongernes Nordsjælland er, som det meste andet skov i Danmark, drevet som intensiv tømmerproduktion, der ikke efterlader meget plads til naturens frie udfoldelse.

Og det betyder, at naturen og biodiversiteten herhjemme er udfordret - selv i vores nationalparker.

MIN MENING

Frem mod det kommende folketingsvalg har TV 2 Lorry givet spidskandidater for alle partierne i storkredsene i Hovedstadsområdet mulighed for at komme til orde med holdninger og meninger.

Under overskriften "Min mening" skriver kandidaterne indlæg, som kan danne grundlag for en debat med andre kandidater og vælgere.

Intensiv skovdrift truer

FN’s kommission for biologisk mangfoldighed har i mange år fremhævet, at naturen er på voldsom tilbagegang verden over. Det gælder altså også i Danmark, hvor fugle, insekter og andre dyr i den danske natur er forsvundet eller blevet reduceret voldsomt over den sidste generations tid.

Faktisk er netop intensiv skovdrift og landbrug den største trussel mod den danske natur.

Vi skal have stoppet skovdriften i den femtedel af Danmarks skove, der er statens, så vi kan få mere rig natur og skabe de bedste forudsætninger for vores plante-, insekt- og dyreliv.

Det er netop nationalparkerne, der skal være spydspidser for sådan en indsats.

Vi skal ikke acceptere, at skovdrift og intensivt landbrug væver sig ind i vores naturområder og gør vores natur, og derfor os alle sammen, fattigere. Når vi stopper rovdriften på vores skove, så får vi alle sammen mere spændende og kompleks natur at besøge, når vi tager på tur i nationalparkerne. De skal ikke være en del af Naturstyrelsens pengemaskine.

Kongernes Nordsjælland skal være sit navn værdigt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik