En mystisk og potentiel livsfarlig leg har i den seneste tid været et stort problem for både Midt- og Vestsjællands Politi og Københavns Vestegns Politi.
Ukendte gerningsmænd har løsnet hjulboltene på biler på Københavns Vestegn og i området omkring Roskilde, således at bilister risikerer at tabe hjulene i trafikken.
Derfor kan det være en god ide, at tjekke bilen før kørsel, lyder det fra Jørgen Jørgensen, der er seniortekniker i FDM.
Hvis ikke de er spændt korrekt, og så er det der kommer de her klunkelyde
- Hvis man vil være på den sikre side, så bør man se efter, om der er spor efter, om der er nogen, der har haft fat i bilen. Tag eventuelt fat i hjulet og ryk i det for at mærke om det giver mislyd fra sig.
Hvis boltene kun sidder en smule løst, kan man ikke mærke det med fingrene, og man bør derfor bruge værktøj.
Se video: Så farlige er løbske hjul
En fodgænger var mere end almindelig heldig, da et hjul faldt af en bil på Sallingevej i Vanløse i 2012.
Her har politiet modtaget anmeldelser
Der er kommet anmeldelser både fra Jyllinge, Hvalsø, Brøndby, Glostrup, Hvidovre, Herlev, Rødovre, Roskilde og Fløng.
Sådan gør du, mens du kører
Det er ikke sådan, at hjulet falder af fra det ene øjeblik til det andet, så når man kører, skal man være opmærksom på, om bilen har en mislyd, som den ikke plejer at have, eller opfører sig anderledes under opbremsning og manørering.
- Man kan godt køre med løse hjulbolte uden at ane uråd i starten, men de vil meget hurtigt arbejde sig løse, hvis ikke de er spændt korrekt, og så er det, der kommer de her klunkelyde, og bilen styrer helt anderledes, fordi hjulet ikke følger med, siger Jørgen Jørgensen til TV 2 Lorry.
Hvis hjulet falder af, så gælder det først og fremmest om at bevare roen:
- Det gælder om at koble ud stille og roligt og lave en stille opbremsning, mens man drejer kontra, for bilen vil helt sikkert trække til en af siderne, siger seniorteknikeren.
- Man skal ikke bare klappe bremserne i. Bilen tager meget skade af det, og ødelægger undervognen.
God ide at bruge maling
TV 2 Lorry har tidligere videregivet et godt råd fra borgeren Anders Bjørn Jensen, der er bekymret for at blive udsat for den livsfarlige hærværk, som mange andre er det.
Hans lille trick går i sin enkelthed ud på at sætte en lille klat hvid maling på hver hjulbolt. På den måde kan man let holde øje med, om nogle har pillet ved dem.
Og det er et fint råd, mener man hos FDM:
- Det er da en fin måde at gøre det på. En mærkning ser måske ikke så smart ud, men det lyder da som en effektiv metode, siger Jørgen Jørgensen til TV 2 Lorry.