Ekstrem varme gav rekorder på stribe: Så varmt blev det i hovedstadsområdet

Mens varmerekorder landet over er blevet slået, blev det ikke helt så voldsomt i hovedstadsområdet. Se, hvor varmt det har været her.

Sveddryppende varmt. 

Sådan har det onsdag været over hele landet, hvor varmerekorderne er blevet slået på stribe. 

Den varmeste julidag - i hvert fald så længe man har målt den slags - indtraf i løbet af dagen onsdag. Rekordhøje 35,9 grader blev der ifølge DMI og TV 2 Vejret målt på Lolland.

Det er ny rekord for juli og gør dagen i dag til den næstvarmeste dag nogensinde i landet, kun overgået af rekorddagen den 10. august 1975.

Dermed blev den tidligere julirekord på 35,3 grader overgået med 0,6 grader. En rekord, der ellers havde 81 år på bagen, men som nu altså er blevet slået. 

Og faktisk var der hele fem steder i landet, hvor den gamle julirekord er blevet slået, og fire steder hvor temperaturen har nået 35,6 grader.

Der er aldrig sket i dansk vejrhistorie, at fire steder har målt mere end 35,5 grader på samme dag, heller ikke 10. august 1975, hvor rekorden på 36,4 grader er fra.

Helt så tyngende blev det dog ikke i hovedstadsområdet. 

Her kunne DMI's vejrstation ved Landbohøjskolen på Frederiksberg melde om 31,5 grader midt på dagen. 

Men allerede kl. 12:00 havde termometeret rundet de 30. 

- Det er meget markant, at temperaturen så tidligt på dagen rammer 30 grader, og det er bestemt ikke hverdagskost i Danmark, skriver tv2.dk i deres liveblog

Men hvor varmt blev det egentlig lokalt i hovedstadsområdet? Det kan du se på denne liste.

Læs med på listen herunder for at se, hvor varmt det var i hovedstadsområdet

1

København

Nu kan man igen hoppe i bølgen blå ved Svanemøllen. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Der har sandsynligvis været kamp om badepladserne i Københavns Havns badezoner hele dagen. I hvert fald har der været målt et godt stykke over 30 grader gennem dagen ifølge DMI's målinger i Landbohøjskolens Have.


Herunder kan du se temperaturudviklingen i løbet af dagen


  • Klokken 06:00 - temperatur: 17,4 grader
  • Klokken 10:00 - temperatur: 25,4 grader
  • Klokken 12:00 - temperatur: 29,8 grader
  • Klokken 14:40 - temperatur: 31,2 grader
  • Klokken 16:10 - temperatur: 31,5 grader
  • Klokken 17.00 - temperatur: 30,6 grader

2

Gilleleje

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Ja, det har nok været svært at finde et ledigt frimærke til sit badehåndklæde på Nordkysten i dag. 


DMIs målinger ved Nakkehoved Fyr - lige øst for Gilleleje - har hvert fald ligget stabilt på 29 grader eller mere  siden klokken 13:40 onsdag. 


Herunder kan du se temperaturudviklingen i løbet af dagen


  • Klokken 06:00 - temperatur: 16,4 grader
  • Klokken 10:00 - temperatur: 23,9 grader 
  • Klokken 12:00 - temperatur: 26,8 grader
  • Klokken 14:40 - temperatur: 30,0 grader 
  • Klokken 16:00 - temperatur: 30,2 grader
  • Klokken 17.00 - temperatur 29,6 grader


Altså højst usædvanlige temperaturer så tæt på kysten, hvor vandet jo som regel har en kølende effekt på netop denne. 

3

Roskilde Lufthavn

Støjzonen omkring Roskilde Lufthavn skal opdateres, så der kan bygges i støjzonen. Foto: Lars Laursen - Ritzau Scanpix

Den 18. juli kunne tv2.dk berette om rekordvarme i Storbritannien. Det var lige netop samme hedebølge, der onsdag har fundet vej til Danmark. 


Varmen var faktisk så voldsom, at infrastrukturen tog skade. Det gjaldt blandt andet lufthavnen ved Luton nord for London. Her måtte man indstille flyvninger på grund af en varmerelateret defekt på landingsbanen, skrev tv2.dk. 


Landingsbanen var kort og godt smeltet. 


En lignende udfordring har der dog ikke været nogen meldinger om i Roskilde Lufthavn onsdag. 


Se her, hvor varmt det har været i Roskilde Lufthavn i løbet af onsdagen. 


  • Klokken 06:00 - temperatur: 15,8 grader
  • Klokken 10:00 - temperatur: 22,4 grader
  • Klokken 12:00 - temperatur: 23,5 grader
  • Klokken 13:10 - temperatur: 24,8 grader
  • Klokken 16:00 - temperatur: 24,2 grader

4

Sjælsmark

Arkivfoto af kasernebygningerne i Sjælsmark, der i øjeblikket er omdannet til modtagecenter for ukrainske flygtninge. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Varmt har det til gengæld været i Sjælsmark onsdag. 


Meget varmt. 


På blot fire timer, fra klokken 06:00 til klokken 10:00 steg temperaturen knap ti grader. Dog nåede de lokale ikke at få et varmetryk på over 30 grader at mærke onsdag. 


Men mon ikke de, der har haft muligheden, har været forbi Sjælsø Strand ved Eskemose Skov til et hurtigt - eller meget langt - dyp. 


  • Klokken 06:00 - temperatur: 13,8 grader
  • Klokken 10:00 - temperatur: 24,6 grader
  • Klokken 12:00 - temperatur: 27,6 grader
  • Klokken 14:10 - temperatur: 29,9 grader
  • Klokken 16:00 - temperatur: 29,7 grader 

5

Jægersborg

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Ligeledes vil de 'lokale' i Jægersborg nok også have tilbragt det meste af onsdagen i skyggen. Det har i hvert fald været en hed dag i Dyrehaven. 


Herunder kan du se, hvad DMIs vejrmåler har registreret i løbet af onsdag.  


  • Klokken 06:00 - temperatur: 15,7 grader
  • Klokken 10:00 - temperatur: 23,7 grader
  • Klokken 12:00 - temperatur: 27,5 grader
  • Klokken 14:00 - temperatur: 29,3 grader
  • Klokken 16:30 - temperatur: 30,0 grader 

6

Kastrup Lufthavn

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mange har nok været på arbejde i Kastrup Lufthavn onsdag. Og det har været en varm omgang for dem, der har måttet tjene til dagen og vejen ved at servicere de tusindvis af rejsende, der er fløjet afsted mod, ja, lige så varme himmelstrøg. 


  • Klokken 06:00 - temperatur: 17,0 grader
  • Klokken 10:00 - temperatur: 24,5 grader
  • Klokken 12:00 - temperatur: 26,4 grader
  • Klokken 14:00 - temperatur: 28,2 grader
  • Klokken 16:30 - temperatur: 27,7 grader 

Klap lige varmepæren - hvad er varmerekorden egentlig i København?

Flere vil nok huske sommeren 2018, som en af de varmeste - og tørreste - somre i mands minde. 

Ikke desto mindre, blev der ved Landbohøjskolen på Frederiksberg målt en usædvanlig høj temperatur på hele 33,1 graders varme den 26. juli samme år. 

En temperatur så høj, at man skal tilbage til august 1975 for at finde en varmere dag i København. 

Termometret på Landbohøjskolen kunne onsdag vise 31,5 grader. Dermed kunne det ikke hamle op med temperaturen i hverken 1975 eller 2018. 

Faktisk har en lang og sej meteorologisk observationshistorie udspillet sig i Landbohøjskolens Have, hvor der siden juni 1860 er blevet målt vejrforhold. 

Og endnu før det blev temperaturen målt og vinden læst på Rundetårn i Indre København.

Her startede målingerne nemlig i 1768. Det vil altså sige en 250 år lang meteorologisk observationshistorie i København, som i øvrigt også er den længste i Danmark. 





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik