Efter smitteboom: Nu opruster myndighederne indsatsen for at inddæmme smitten

Stigende corona-smitte betyder nu, at Styrelsen for Patientsikkerhed i samarbejde med kommunerne i Hovedstadsområdet intensiverer indsatsen mod corona.

Den seneste tid er der sket en markant stigning i antallet af personer, der er konstateret positive med coronavirus.

I Hovedstadsområdet - og i særdeleshed på den københavnske vestegn - er smitten eksploderet. Og derfor opruster Styrelsen for Patientsikkerhed nu deres indsats.

Det sker i samarbejde med hovedstadskommunerne. Og det betyder, at den såkaldte Task Force Hovedstaden genetableres. Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.

Fokus på Vestegnen

Det er især den københavnske vestegn, der er hårdt ramt af smitte. Derfor vil task forcen have særligt fokus på kommunerne netop der.

Deres første møde bliver afholdt fredag, og her vil de diskutere muligheden for teststrategi, øget vaccinationsudrulning og muligheden for at iværksætte særlige tiltag.

Task Force Hovedstaden blev etableret for at sikre en overordnet, strategisk indsats over for smitten med corona i kommunerne i hovedstadsområdet. Men da smitten i løbet af foråret faldt, satte man arbejdet i task forcen på pause.

Nu er smitten dog så stigende, at man har valgt at genaktivere arbejdet. Det oplyser Bente Møller, der er enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed i pressemeddelelsen.

- Vi har i Styrelsen for Patientsikkerhed løbende haft en tæt og god dialog med kommunerne. Især de kommuner, hvor smitten har været høj, siger hun og fortsætter:

- Men den seneste udvikling med stigende smittetal gør, at vi og kommunerne mener, at der igen er behov for en øget tværgående indsats mellem relevante myndigheder og hovedstads-kommunerne. Derfor genetablerer vi Task Force Hovedstaden.

Så mange er smittet i din kommune

Det er særligt i løbet af de seneste uger, at smitten er steget. På kortet herunder kan du se, hvor mange smittede der er i din kommune. Tallene er smittede pr. 100.000 borgere i løbet af den seneste uge: