Derfor er der ingen ledige tider til vaccination i Region Hovedstaden lige nu

Region Hovedstaden forklarer nu, hvorfor flere borgere forgæves forsøger at booke en tid til at blive vaccineret.

Flere borgere i Region Hovedstaden har mandag kontaktet TV 2 Lorry med nedslående nyt - de kan ikke booke tider til at blive vaccineret, selvom de har fået en invitation.

Og det er der en ganske klar årsag til, oplyser Region Hovedstaden mandag eftermiddag i en pressemeddelelse.

Her oplyser formand for Region Hovedstadens vaccine-task force, Jonas Egebart, at Region Hovedstaden afventer en melding fra sundhedsmyndighederne om, hvor mange vacciner der tilflyder regionen i næste leverance, og hvilke målgrupper der skal prioriteres.

- De vacciner, regionen indtil nu har modtaget, har vi givet til særligt udsatte, ældre og frontpersonale. Vi har endnu ikke modtaget information fra sundhedsmyndighederne om, hvor mange doser vi får med næste leverance. Som følger heraf har vi lige nu lukket for booking af vaccination. Det er derfor ikke muligt at booke vaccinationstider hverken digitalt eller på telefon, siger Jonas Egebart i pressemeddelelsen.

quote Vi har endnu ikke modtaget information fra sundhedsmyndighederne om, hvor mange doser vi får med næste leverance

Formand for Region Hovedstadens vaccine-task force, Jonas Egebart

Statens Serum Institut oplyser ifølge Region Hovedstaden, at de er i forhandlinger med Pfizer om de næste leverancer. Region Hovedstaden forventer at kunne komme med en opdatering tirsdag. 

Send hjemløse frem i vaccinationskøen

I løbet af den sidste uge har corona-smitten blandt udsatte i København vokset sig så stor, at det kalder på handling fra social- og indenrigsministeren, mener Københavns socialborgmester Mia Nyegaard (RV). 

Hun beretter om ustoppelige smittekæder blandt hjemløse i København. 

- Lige nu er der mange grupper i samfundet, som mener, at de skal først eller bare frem i vaccinekøen. Men jeg vil appellere kraftigt til socialminister Astrid Krag om, at hun tager smittesituationen i udsatte-miljøet i København, som blandt andet tæller 1.500 hjemløse, meget alvorligt, og gør sin indflydelse gældende over for sundhedsmyndighederne.

- Får smitten fat på gaden, kan den sprede sig med lynets hast og videre ud i hele samfundet, siger Mia Nyegaard.

Derfor appellerer hun til, at de udsatte får mulighed for at komme foran i vaccinekøen.

- Her har vi altså at gøre med meget sårbare borgere, som har skrantende helbred. Selv om de måske kun er 40 år, er deres helbred som en 65-årigs. Vi skal være et samfund, der tager hånd om vores mest udsatte borger, siger Mia Nyegaard.

41 færdigvaccineret i Region Hovedstaden

I Region Hovedstaden har 58.022 personer påbegyndt en vaccination. 41 er blevet færdigvaccineret. I Region Sjælland er tallene 20.408 og 194.

Yderligere 807 danskere er konstateret smittet med covid-19. Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er det laveste antal på ét døgn siden 9. november. Mandagens smittetal er fundet i 85.460 prøver. Det svarer til, at 0,94 procent af dem er positive for covid-19.

Dermed er positivprocenten fortsat under én. Det har den også været de to foregående dage.

Selv om både færre testes positive, og der er blevet længere mellem de positive prøver, er den britiske coronamutation fortsat med at sprede sig.

Den britiske mutation af coronavirus er foreløbig fundet hos 330 danskere i perioden fra den 14. november til 12. januar. Det er 47 flere end søndag.

Herunder kan du se TV 2 Lorrys helt friske søndagsmagasin om Region Hovedstadens arbejde med at oprette vaccinationscentre:

I denne uge åbnede Region Hovedstaden de første store vaccinationscentre. Søndagsmagasinet har fulgt de intense forberedelser, der går forud for skulle vaccinere en hel befolkning på rekordtid.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik