Hedehusene er et hit

En ny bydel er ved at tage form i Hedehusene, og salget af grunde går hurtigere end forventet.

01:35

Hedehusene har muligvis været en lidt overset by klemt inde mellem Fløng og Høje Taastrup, men lige nu gennemgår byen en historisk udvikling. Den nye bydel Nærheden vil løfte indbyggertallet fra 12.000 til 20.000 og skal stå helt færdig i 2035. Og måske endda før, for der er stor interesse for nybyggerområdet, der ligger tæt på stationen og kun en lille halv times kørsel fra København.

- Det går godt, vi er forud for planen, fortæller Ole Møller, der er projektdirektør i udviklingsselskabet Nærheden.

Det går godt, vi er forud for planen.

Ole Møller, Projektdirektør, Nærheden

Udviklingsselskabet ejes af Høje Taastrup Kommune og Realdania By og Byg, og selskabet sælger grunde til de ejendomsudviklere, som opfører boliger i området.

Lige nu er 875 grunde opkøbt af ejendomsudviklere. Ud af dem står ca. 200 boliger opført eller er tæt på at være det, og 130 familier er nu flyttet ind.

TV 2 Lorry har i de seneste to år fulgt den spæde begyndelse på den nye bydel. Fra de første købskontrakter blev underskrevet i 2016 og frem til i dag, hvor de første beboere er flyttet ind i de spritnye huse i Nærheden. De første programmer blev sendt for et år siden, og nu har du mulighed for at se sæson to, hvor vi følger de første indflyttere og hører, hvordan det så er at flytte ind på det, der både er en byggeplads og en helt ny bydel.

Du kan se serien her eller følge med på vores egen tv-kanal i aften, hvor vi sender det første af de nye afsnit kl. 21.00.

Fokus på fællesskab

En, der har glædet sig meget til at flytte ind, er Rosa Væggemose, som var den første, der skrev under på et nyt hus i Nærheden.

Det at man har nogle søde naboer, det er guld værd.

Rosa Væggemose, beboer i Nærheden

- Det, der tiltrækker mig ved Nærheden, det er naturen. Den friske luft og dejlige mennesker. Det at man har nogle søde naboer, det er guld værd, fortæller Rosa Væggemose i 3. afsnit.

Og tanken med Nærheden er da også, at der skal dannes fællesskaber beboerne imellem. Både ved hjælp af delebiler, fælles udekøkken og fælles byhaver. Og det er netop fællesskabet, der tiltrækker Rosa Væggemose.

- Når man sådan bliver halvgammel og børnene er flyttet hjemmefra, så kan man meget nemt blive ensom, men ved det at man bor i et område, som Solrækkerne bliver til, så er man tæt på nogle andre mennesker, og det sociale liv kan let etableres.

Find både de nye og de tidligere programmer i serien ”Nærheden - 8000 flytter ind” her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik