De er op til 14 gange så klimabelastende som almindelige fly: ”Vi har ikke råd til de riges luksus-emissioner”

Flyvninger med privatfly er 5 til 14 gange mere klimaskadelige per passager end almindelige rutefly. Derfor skal partierne i Folketinget torsdag tage stilling til, om der skal indføres en startafgift på 50.000 kroner for alle privatflyvninger.

- Jeg får ondt i maven, når jeg kigger på sådan et privatfly. Og som aktivist bliver jeg vred. 

Ordene kommer fra Laura Horn. Til daglig forsker hun i global politisk økonomi på RUC. Men vi har sat hende i stævne ved lufthavnen i Roskilde, fordi hun - når hun har fri - er særdeles aktiv i klimaaktivist-gruppen Scientist Rebellions kamp mod privatfly. 

- Vi står midt i en klimakrise, og så har vi ikke råd til de riges luksus-emissioner. Vi har ikke råd til, at en lille elite forurener helt uden, at det har konsekvenser for dem. Det, der foregår, er så absurd, og derfor kæmper vi indædt mod de riges hang til privatfly, siger hun.

Aktivist Laura Horn foran et af de privatfly, der har hovedbase i Roskilde. Flyet her fløj samme eftermiddag til Odense, mens et fly af samme type fløj til Toulon i Sydfrankrig.
Aktivist Laura Horn foran et af de privatfly, der har hovedbase i Roskilde. Flyet her fløj samme eftermiddag til Odense, mens et fly af samme type fløj til Toulon i Sydfrankrig.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

Hver måned mødes hun med andre aktivister fra gruppen Scientist Rebellion og med aktivister fra søstergruppen Extinction Rebellion for at lave civilulydige aktioner foran danske lufthavne. Lignende aktioner sker overalt i Europa i samarbejde med aktivistgruppen Stay Grounded.

- Vi er nødt til at gøre brug af civil ulydighed for at forsøge at blive hørt. Ikke bare af regeringen, men vi skal også vise befolkningen, hvad det er for noget klimasvineri, der foregår i ret stor stil i de riges kredse, forklarer Laura Horn.

quote At flyve i privatfly er simpelthen usolidarisk klimasvineri. Hvorfor skal den enlige mor skære ned kødsovsen, mens rigmænd lystigt flyver på ferie i sydeuropa i privatfly?

Laura Horn, Scientist Rebellion

- Det er jetmotoren, der er problemet. For når flyet letter og lander, så bruger den så utrolig meget brændstof. Flyver man i privatfly i fire timer, så udleder man ligeså meget CO2 som en gennemsnitlig europæer udleder på et helt år, siger Laura Horn.

Folketinget stemme om store flyafgifter

Forskere fra den anerkendte organisation Transport and Environment har beregnet, at klimaudledningen per passager er mellem fem og 14 gange større, når man flyver med privatfly, end hvis man flyver med almindeligt rutefly.

Det har fået Enhedslistens klimaordfører til lave et beslutningsforslag, som folketinget skal tage endelig stilling til i morgen.

quote Den rigeste del af befolkningen forurener klimaet otte gange så meget som gennemsnitsdanskeren

Søren Egge Rasmussen, klimaordfører (EL)

- Den rigeste del af befolkningen forurener klimaet otte gange så meget som gennemsnitsdanskeren, og det synes jeg, at vi er nødt til at regulere, siger Enhedslistens klimaordfører Søren Egge Rasmussen
- Den rigeste del af befolkningen forurener klimaet otte gange så meget som gennemsnitsdanskeren, og det synes jeg, at vi er nødt til at regulere, siger Enhedslistens klimaordfører Søren Egge Rasmussen
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

For at begrænse udledningen af CO2, vil partiet have indført startafgifter for privatfly på 50.000 kroner for korte rejser, og 100.000 kroner for rejser med privatfly der er længere end 2000 kilometer.

- Privatflyene forurener rigtig meget per passager, så derfor synes vi, at det er rimeligt, at man lægger en hård klimaafgift på flyvningerne, siger klimaordfører Søren Egge Rasmussen (EL) og fortsætter:

- Generelt set ved vi, at den rigeste del af befolkningen forurener klimaet otte gange så meget som gennemsnitsdanskeren, og det synes jeg, at vi er nødt til at regulere. 

Mød akademisk aktivist Laura Horn, når hun gennemgår de klimaskadelige flyafgange fra lufthavnen i Roskilde

Mange privatfly lander og letter hver dag i Roskilde

Ved lufthavnen i Roskilde gennemgår Laura Horn dagens udenlandske flyvninger på mobilen.

- Jeg kan se her, at der snart kommer et fly fra Køln, der kommer også et fra Tampere i Finland, et privatfly fra Prag, et fra Poznan i Polen, og så kommer der et fra Friedrichshafen i Tyskland. Jeg tror, det er flere privatflyvninger, end de fleste danskere går rundt og tror.

- Og hvis vi tjekker de fly, der skal afsted, så kan vi se at et fly skal til Holland, et skal til Prag, et skal til den franske sydkyst ved Toulon lidt uden for Marseille, og et skal til Dublin. Det er jo altså ture, man ligeså godt kunne tage med et rutefly fra København, siger Laura Horn.

Mens hun tjekker ankomst- og afgangsskemaet, får hun øje på et lille jetfly, der holder tæt på ankomsthallen. Hun beslutter sig for at slå det op, for at se hvor det er kommet fra.

- Hold da op, det er godt nok kommet vidt omkring det her fly, udbryder hun.

Flyet her har været vidt omkring den senste tid. Fra USA over Canada, Grønland, Island før det ankom til Danmark. Sidcen da er det fløjetr videre til England, Kroatien, Egypten og Abu Dhabi
Flyet her har været vidt omkring den senste tid. Fra USA over Canada, Grønland, Island før det ankom til Danmark. Sidcen da er det fløjetr videre til England, Kroatien, Egypten og Abu Dhabi
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

- Det her fly har altså på kort tid fyret rigtig meget CO2 ud i atmosfæren.

På nettets flytracking-sider kan man se, at det på ti dage har gennemført 13 flyvninger, startende i det sydlige USA, hvorfra det er fløjet nordpå over Canada, Grønland, Island før det er kommet til Roskilde. Siden vi mødte Laura Horn i Roskilde er flyet fløjet videre til først London, så Dubrovnik i Kroatien og siden feriebyen Hurghada i Egypten.

- Hvis vi skal holde os nogenlunde indenfor de klimamål, alverdens lande har sat for os igennem FN, hvor vi måske stadig kan sikre en levedygtig fremtid til både vores børn og vores børns børn, så er det nødvendigt, at vi reducerer alt hvad, vi overhovedet kan. Og så er der altså ikke råd til, at rigmænd lystigt flyver verden rundt i sådan nogle shiny birds of death. 

quote Vores politik skal have en påvirkning ude i virkeligheden. Og vi mener ikke, at det nytter noget, kun at kigge på en meget lille del af den flyvning, der foregår.

Lea Wermelin, klimaordfører, Socialdemokratiet

Regeringen vil ikke lægge flere afgifter på privatfly

Radikale Venstre, Alternativet og SF støtter alle grundtankerne bag Enhedslistens ønske om at indføre større afgifter på privatfly. 

- Jeg synes godt, vi kan sætte afgiften op på brugen af privatfly, siger klimaordfører for de Radikale til TV 2 Kosmopol.

- Når den enkeltes transportvalg skader kloden så meget, er der brug for politisk handling, sagde SFs klimaordfører under førstebehandlingen af Enhedslistens forslag i folketingssalen.

Støttepartierne har ikke nået at forholde sig indgående til de konkrete beløb i forslaget, for regeringen har med sit flertal på forhånd meldt ud, at den er imod afgifterne.

- Det er da fint nok, at nogle partier vil føre en forargelsespolitik, men vi er i regeringen mere optaget af, at vores politik skal have en påvirkning ude i virkeligheden. Og vi mener ikke, at det nytter noget kun at kigge på en meget lille del af den flyvning, der foregår. Så vi ønsker, at alle flyvninger skal omfattes af de klimatiltag, vi gennemfører, siger socialdemokratiets klimaordfører Lea Wermelin.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Hun henviser til, at regeringen sammen med Enhedslisten og SF i december besluttede at pålægge alle flyvninger en klimaafgift, hvor det fra næste år eksempelvis vil koste 30 kroner per passager at flyve til en destination i Europa. Herudover er det planen, at den danske indenrigsflytrafik frem mod 2030 skal gøres mindre klimaskadelig gennem grønnere brændstoffer.

- Der, hvor der er mange, der flyver, det er jo også der, hvor der reelt er et CO2-aftryk, som er værd at hente. Hvis man så gerne vil ramme dem, som har mest mellem hænderne, ja så bliver det jo skattepolitik, og der fører vi jo i forvejen en progressiv skattepolitik, hvor de der tjener mest bliver beskattet hårdest, siger Lea Wermelin.

Både de to privatflyselskaber, der har hovedsæde i lufthavnen i Roskilde, Copenhagen AirTaxi og Flexflight, har afvist at medvirke i denne historie. Heller ikke flyselskabernes brancheforening, Dansk Luftfart, har ønsket at kommentere, hvorfor de mener, at privatfly bør kunne flyve uden restriktioner i dansk luftrum.

quote Vi skal simpelthen lægge alt i at kæmpe for en grøn fremtid, for verdens regeringer gør det ikke. Især den danske regering halter bagud.

Laura Horn, Scientist Rebellion

Klimaaktivister fortsætter kampen mod privatflyene

I Roskilde er Laura Horn skuffet over regeringens afvisning af de store afgifter.

- Selvom vi har en klimalov, selvom der hele tiden kommer rigtig mange grønne løfter, så kan vi jo se i praksis, at regeringen reelt bare støtter eliten. De går ind og sikrer, at landets superrige kan forurene mere og mere og mere, hvilket samtidig forhindrer, at vi alle sammen kan få en fremtid, som er levedygtig og retfærdig, råber Laura Horn i støjen fra et privatfly, der er ved at starte for at flyve en tur til Odense.

Hun mener, at privatflyvningerne illustrerer, at en lille gruppe rigmænd sætter deres egne lyster og prioriteter over hele verdens fremtid. Og det frustrerer hende, at regeringen ikke sætter ind over for det.

- I stedet for at gøre noget ved de ultrariges klimaforurening, så snakker regeringen om  vores allesammens spaghetti kødsovs. At folk, der i forvejen har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, skal tænke over, hvor meget oksekød de forbruger.

Scientist Rebellion har allerede planlagt flere civilulydige demonstrationer de kommende måneder. Den første kommer i weekenden. Og Laura Horn lover at blive fortsætte kampen, indtil privatflyvningen er begrænset.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik