Over en million følgere: Monty og Molly er stjerner på internettet

Kattene Monty og Molly er store på de sociale medier. Deres ejere har så travlt med katteforretningen, at de kan leve af det.

05:00

De bliver filmet eller fotograferet hver dag. Kattene Monty og Molly, der bor sammen med deres to ejere Mikala Klein og Michael Bjørn i et hus i Herfølge.

Når der bliver lagt video og billeder af de to katte på Instagram eller Facebook, så tikker det ind med kommentarer og likes fra hele verden. Især i USA er de to katte et hit.

Tilsammen har de over en million følgere på de sociale medier.

- Jeg tager billeder af Monty og Molly hele tiden. Ej, hver dag. Måske i gennemsnit to timer dagligt, siger Mikala Klein til TV 2 Lorry.

Billeder, videoer og liveoptagelser med kattene, der leger i haven, bliver nusset eller gør reklame for et katteprodukt. 

Fra uønsket til kæmpehit

Det er fem år siden parret adopterede Monty fra et internat, den har en kromosomfejl, der gør, at den ser anderledes ud end de fleste andre katte. Men det har vist sig at være en fordel.

Monty blev et kæmpehit på de sociale medier med budskabet: Man er god, som man er. 

- Det er jo lidt "Den grimme ælling-historien" om igen. Med at man går fra at være sådan en slum-dog til bare at være megastjerne, siger Michael Bjørn til TV 2 Lorry.

I november 2018 kom Molly ind i familien. Hun har samme kromosomfejl som Monty, og hun er også ved at samle en betragtelig fanskare. 

- Den her var folk helt vilde med, siger Mikala Klein og viser en video fra Instagram, hvor katten Molly er iklædt julemandskostume.

- Den har fået næsten 25.000 views, det er rigtig mange på Mollys lille side, siger Mikala Klein. 

Katteforretning på fuld tid

Den store reach på de sociale medier betyder, at kattene får betaling for at reklamere for forskellige katteprodukter. Samtidig har parret en web-shop, hvor man kan købe øreringe, kuglepenne, mobiltelefondimser, bøger og andet Monty- og Mollygrej. 

Et rum i huset er indrettet med varerlager og pakkebord. 

- Cirka 60 procent af alt det, der ryger afsted, det ryger til USA. Og ellers Canada, England og Australien. Det er primært de engelsktalende lande, siger Michael Bjørn til TV 2 Lorry.

Mikala Klein arbejder fuld tid med at holde katteforretningen kørende, mens Michael Bjørn supplerer med nogle vagter som handicaphjælper. 

Han forklarer, at det ikke er noget, de bliver rige af, men at de kan leve af det, fordi de ikke lever ret dyrt. Det er dog ikke noget, de bare tager for givet.

- Jeg er stadig rystet over, at det kan lade sig gøre. Hver morgen, når jeg vågner, så tænker jeg: Så er det i dag, vi ikke kan mere. Men vi kan mere, siger Michael Bjørn. 

Du kan se hele serien Med Dyr på Job, hvis du klikker her. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik