Voxpop: Sådan har vi tænkt os at holde jul i en coronatid

De seneste restriktioner får betydning for blandt andet barer og kulturlivet, men der er ikke indført noget forsamlingsloft. Alligevel har mange danskere taget højde for corona i juleplanlægningen.

Et generelt forbud mod salg af alkohol efter klokken 22, tidligere lukning af serveringssteder og et kulturliv, der igen kigger ind i en hård periode med tvungen nedlukning.

På denne tid sidste år håbede de fleste danskere nok, det ville være muligt at fejre en normal jul i år, men med statsministerens pressemøde fredag eftermiddag blev det håb slukket.


Alligevel tyder noget på, at en del danskere havde forventet restriktioner omkring juletid. Eller i hvert fald at de skatter julen så højt, at det er bedre at være på den sikre side end at risikere at skulle ændre juleplaner i sidste øjeblik.

På julemarkedet på Kongens Nytorv har flere juleshoppende danskere i hvert fald på forhånd planlagt en coronavenlig jul.

Stephanie Hjelmqvist (tv.) holder jul for 14 mennesker, men med håndsprit og handsker.
Stephanie Hjelmqvist (tv.) holder jul for 14 mennesker, men med håndsprit og handsker.
Foto: Jan Christiansen / TV 2 Lorry

Stephanie Hjelmqvist holder jul for 14 mennesker i lejligheden på tredje sal. Hun er bekymret for den aktuelle coronasituation, og familien tager derfor en række tiltag for at mindske smitterisikoen.

- Vi tager vores forholdsregler. Vi har sprit på bordene, vi har handsker, hvis folk vil have handsker på når de skal tage mad. Vi har tænkt over tingene, siger hun til TV 2 Lorry.

Desuden har Stephanie Hjelmqvist og hendes familie aftalt, at alle skal møde op med et friskt testsvar. 

- Jeg synes, det er fint, der bliver lavet restriktioner for at vi kan sikre, der ikke er så mange der bliver syge, for jeg synes, det er vildt, det er eksploderet så meget bare de sidste to uger, siger hun.

Jakob Skaksen skal fejre jul med familien på Bornholm.
Jakob Skaksen skal fejre jul med familien på Bornholm.
Foto: Jan Christiansen / TV 2 Lorry

Jakob Skaksen skal fejre jul med sine forældre på Bornholm. Han har ikke noget imod de nye restriktioner:

- Jeg synes selvfølgelig, det er træls at vi ikke kan leve vores privatliv, som vi gør normalt, men jeg synes også, at det er det der er nødvendigt lige nu for at få styr på situationen, siger han til TV 2 Lorry.


Han kan dog også sagtens sætte sig ind i, hvis det ikke er alle andre, der har det på den måde.

- Det har ikke så mange udfordringer for min jul, men jeg kan selvfølgelig godt forstå der er mange der godt kan synes, det er lidt irriterende med det hele.

Jørgen Kilhof skal til juleaften hos sit barnebarn.
Jørgen Kilhof skal til juleaften hos sit barnebarn.
Foto: Jan Christiansen / TV 2 Lorry

Jørgen Kilhof skal fejre julen hos sit barnebarn, hvor de bliver otte personer i alt. Han mener, restriktionerne er på sin plads, men understreger, at han ikke føler han er blandt dem, der bliver hårdest ramt.

- Jeg tror, det er nødvendigt. Jeg kan ikke se, der er anden mulighed end at skrue lidt ned for de store sammenkomster. Men det kan jeg jo sagtens sige. Jeg er ikke ung og går på diskoteker længere, det er et overstået kapitel.

Jarl La Cour Nilssons familie holder en lille jul med bedsteforældrenes deltagelse.
Jarl La Cour Nilssons familie holder en lille jul med bedsteforældrenes deltagelse.
Foto: Jan Christiansen / TV 2 Lorry

18-årige Jarl La Cour Nilsson hører til en af de aldersgrupper, der formentlig vil mærke mest til restriktionerne. Han mener dog stadig, det er det rigtige at gøre:

- Jeg synes, det er smart, og det er godt. Jeg skal have mine bedsteforældre forbi, så jeg skal også have PCR-test og synes restriktionerne passer meget godt op til jul, siger han til TV 2 Lorry.

Han mener, det er vigtigere at passe på samfundets sårbare og forklarer, at de i hans familie vil holde jul som normalt, men med nogle ekstra forholdsregler:

- Hele det der med at blive testet og sådan noget tager vi jo hensyn til, og jeg tror også vi kommer til at tage mere hensyn til hinanden, men vi holder de samme traditioner, og bedsteforældrene kommer stadig forbi, hvis altså alt er okay.


For mange familier betyder corona ændring af juleplanerne.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik