Ungeprojektet hiver unge ud af hashmisbrug

Ungeprojektet har rådgivet knapt 200 unge i Roskilde med misbrug af rusmidler. Og det virker.

En evaluering af det kommunale projekt viser, at omkring halvdelen af dem, der kommer i rådgivning, stopper eller reducerer deres misbrug, skriver DR København.

Hos 1. G på Roskilde Gymnasium spørger Ungeprojektets rådgivere, hvor mange, der har røget hash i løbet af weekenden.

- En, to, tre, fire, fem, seks, syv. Syv har røget hash i weekenden, konkluderer Susan Walldén, der er den ene af Roskilde Kommunes to ungerådgivere.

Unge, der ønsker hjælp, opspores i løbet af projektet

Sundhedseksperimentariet består af en masse kreative opgave og quizzer om stoffer, som eleverne får lov til at gå på opdagelse i. Bagefter afsluttes dagen med en klassediskussion.

- Det er her, vi opsporer de unge, som har en form for misbrug og gerne vil have hjælpe til at stoppe det, siger Susan Walldén til DR København.

Omkring en til to i hver klasse, som Ungeprojektet besøgte på erhvervsskolerne, bad om at komme i et rådgivningsforløb.

- De unge vil rigtig gerne tale. De fleste af dem kommer ud på et sidespor, fordi der er nogle ting i deres hverdag, der gør at de ikke trives, siger Susan Walldén.

Hjælp er bedre end kontrol

Det er primært hashmisbrug, de unge henvender sig med. Ungeprojektet er lige præcis den form forebyggelse, der skal til, hvis man vil løse problemet med åbenlys hashhandel i provinsbyerne. Det mener professor i Center For Rusmiddelforskning Mads Uffe Pedersen.

- I stedet for en øget politikontrol er det mere hensigtsmæssigt at fokusere på at hjælpe de unge, der kommer ud i et misbrug. Ofte har en meget stor del af denne gruppe nemlig en masse sociale, psykiske og uddannelsesmæssige problemer, siger han.

Ungeprojektet er indtil videre kun finansieret til årets udgang. Men det kommer til at fortsætte i 2013. Det garanterer Morten Gjerskov, der er formand i Forebyggelses- og Socialudvalget.

Færre elever dropper ud af skolen

- Om det er det ene eller det andet sted penge kommer fra, det skal vi nok finde ud af - for det SKAL køre videre, siger han.

Ungeprojektet startede op i 2010 og 2011 med penge fra SATS-puljen. I 2012 valgte Roskilde Kommune at fortsætte det for egen regning.

Det har især været til gavn for erhvervsskolerne, der oplever at færre elever dropper ud på grund af stofmisbrug. Derfor mener kommunen, at skolerne fremover skal tage del i finansieringen på 1,2 millioner kroner om året.

Uddannelseschef på Roskilde Tekniske Skole, Niels Ole Vibo Jensen, er åben over for idéen.

- Vi vil meget gerne have, at projektet fortsætter, og derfor vil vi selvfølgelig også gerne bidrage, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik