Tusindvis har allerede gjort det: Nu kan du låne penge til energiregningen

Det er nu muligt at låne penge af staten til energiregningen. Her kan du læse mere om, hvordan det fungerer.

5.238.

Så mange i hovedstadsområdet har på blot en uge tilmeldt sig den såkaldte indefrysningsordning, der gør det muligt at låne penge til eksempelvis el- eller naturgasregningen. 

Det oplyser Andel Energi til TV 2 Lorry. 

Indefrysningsordningen har været tilgængelig siden 1. november, og den gør det muligt for danskerne at få indefrosset den del af el- og gasregningen, der ligger over et fastsat prisloft. 

Der er dog ikke tale om gratis penge, men et lån, der skal betales tilbage på et senere tidspunkt. 

Hvor meget kan jeg låne til el?

På dine kommende elregninger vil du kunne se, hvor mange penge du kan få indefrosset - uanset om du har tilmeldt dig ordningen eller ej. 

Prisloftet er fastsat til 0,80 kroner per kilowatt-time eksklusiv moms. Det svarer til det niveau, den gennemsnitlige elpris lå på i slutningen i 2021. 

Hvor stort et beløb, du kan få indefrosset på dine regninger, afhænger af, hvor stort dit elforbrug er, og hvilken pris du betaler. 

Udover elforbruget kan du alt efter din elaftale også låne penge til dit abonnement, betalingsgebyr, oprettelsesgebyr og administrationsgebyr. 

Du kan ikke låne penge til transport af strøm, moms eller afgifter til staten. 

Hvor meget kan jeg låne til gas?

For gasregninger er prisloftet fastsat til 5,84 kroner per kubikmeter eksklusiv moms. Det svarer til det niveau, den gennemsnitlige gaspris lå på i slutningen af 2021. 

Hvor stort et beløb, du kan få indefrosset på dine regninger, afhænger af, hvor stort dit gasforbrug er, og hvilken pris du betaler.

Udover gasforbruget kan du alt efter din aftale også låne penge til dit abonnement, betalingsgebyr, oprettelsesgebyr og administrationsgebyr.

Du kan ikke låne penge til transport af gas, moms eller afgifter til staten. 

Hvordan fungerer det?

Hvis du ønsker at gøre brug af låneordningen, skal du tilmelde dig på din energivirksomheds hjemmeside. 

Det er vigtigt, at du ikke betaler for den regning, du ønsker at låne penge til at betale. Når du tilmelder dig, vil du få tilsendt en ny regning med prisloft. Fremover vil indefrysningen ske automatisk. 

Så meget kan du låne

Hvis du eksempelvis bruger 1.000 kilowatt-timer til en elpris på 2,40 kroner, vil prisen uden indefrysningen være 2.400 kroner.

Hvis du tilmelder dig indefrysningsordningen, vil de 1.000 kilowatt-timer få et prisloft på 0,80 kroner.

Det betyder, at du nu skal betale 1.600 kroner i stedet.

Medregner man elabonnement, betalingsgebyr, oprettelsesgebyr og administrationsgebyr, er prisen 1.686,96 kroner.

Du vil i dette eksempel dermed kunne låne omkring en tredjedel af beløbet.

Kilde: Andel Energi

Hvis du fortryder, kan du afmelde ordningen igen hos din energivirksomhed. Når du har afmeldt, skal du beslutte, om du vil tilbagebetale hele det indefrosne beløb på én gang, eller om du vil afdrage gælden over fire år. 

Indefrysningsperioden kan højst være på 12 måneder. Når tiden er udløbet, vil du have et afdragsfrit år, hvor der dog fortsat kommer renter på det lånte beløb. 

Efter det afdragsfrie år skal du oplyse din energivirksomhed om, hvorvidt du vil betale hele lånet tilbage på én gang eller afdrage gælden over fire år. 

Hvad med fjernvarmen?

På sigt vil du også kunne indefryse en del af din fjernvarmeregning.

Ordningen for fjernvarme begynder 1. januar 2023. Her skal du - ligesom ved el og gas - tilmelde dig hos din energivirksomhed.  

Hvad står der med småt?

Det er ikke gratis at låne penge af staten. 

Der er en række omkostninger forbundet med indefrysningsordningen. 

Du skal betale renter af din gæld til dit energiselskab. Renten er på to procent per år. 

Derudover vil nogle energivirksomheder opkræve gebyrer. 

Andel Energi kræver eksempelvis et oprettelsesgebyr på 50 kroner eksklusiv moms for hver tilmeldte el- eller gasaftale, ligesom man skal betale et administrationsgebyr på 88 kroner om året eksklusiv moms. 

Hvis du ikke kan betale dine afdrag, vil du modtage et rykkerbrev. Hvis du efter to rykkerbreve stadig ikke har betalt, vil din gæld blive opgjort og overdraget til Erhvervsstyrelsen, der vil inddrive gælden gennem Gældsstyrelsen. 

Kilder: Andel Energi, Erhvervsstyrelsen, borger.dk


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik