Til kvinderne, jeg møder på løberuten: Se op, og lad os passe på hinanden

Et par gange om ugen snører jeg løbeskoene og lunter en tur rundt i København. Det har jeg efterhånden gjort i nogle år, og selvom byen har gennemgået mange forandringer, så er der noget, der altid er det samme.

Alle løbere, jeg passerer, ser ned i jorden og gør det umuligt at få nogen form for øjenkontakt eller udveksle et anerkendende nik eller smil.

I nogens ører vil det lyde som en ligegyldig ting at lægge mærke til, men hvorvidt vi anerkender hinandens tilstedeværelse ude i virkeligheden, er ikke lige meget - især ikke kvinder imellem og især ikke i dag.

I samme båd

Jeg skal ikke kunne tale for de mænd, der løber rundt i København, men jeg er ret sikker på, at en stor del af de kvindelige løbere, hvis vej jeg krydser, motiveres til løb af samme årsager som jeg.

Vi pisker rundt i byen i løbetights for at passe ind i en verden, hvor begrebet “bikini-sæson” betyder, at vi i vores nuværende form hverken er slanke eller faste nok til at trække i bikini og slænge os ved Bryggens havnebad, og hvor en løbetur bidrager til følelsen af at gøre sit bedste for at opfylde de ellers urealistiske forventninger, der er til kvindekroppe i 2022.

Det kan sagtens være, at nogle er fri fra forventningernes pres og bare gerne vil nyde en løbetur, men uanset motivationen er vi i samme båd, for vi har alle trodset vind og vejr, mast os ned i et par løbetights og bekæmpet behovet for at blive hjemme, og jeg tror, at de fleste kunne bruge et motiverende, anerkendende nik eller træk på smilebåndet, når vi passerer hinanden, fremfor nedslåede blikke.

Men der er også en anden årsag til, at jeg forsøger at skabe kontakt til andre kvinder, når jeg er på løbetur.

Utryghed på løbeturen

I vintersæsonen er det sjældent, at jeg når ud på min løberute, før mørket er faldet på, og fordi jeg hader at løbe rundt i byen blandt biler, barnevogne og hidsige cyklister, så tager jeg ofte til Utterslev Mose for at løbe.

Derude er der ingen gadelygter, og når klokken har passeret 16.00, så er der praktisk talt sort på stierne.

Det skyldes, viser det sig, at Utterslev Mose er et fredet område, og Københavns Kommune passer på dyrelivet derude, og det er vel rimeligt nok - selvom man kan argumentere for, at man med gadelygter også kunne prioritere at passe på de mennesker, der bruger mosen, men lad det være en diskussion til en anden gang.

Mørket gør mig utryg, uanset hvor i byen jeg løber, for ligesom de fleste andre kvinder er jeg bange for en dag at blive overfaldet eller for helt at forsvinde, ligesom vi har set det ske igen og igen for kvinder, der bliver udsat for de mest frygtelige forbrydelser.

Jeg er overbevist om, at jeg ikke er den eneste kvinde, der løber lidt hurtigere på de mest mørke strækninger, eller tager mig lidt mere i agt for puslen i buskadserne.

Men når jeg passerer andre kvinder og forsøger at få øjenkontakt, så mødes jeg altid af nedslåede blikke.

Når jeg skal på løbetur, deler jeg derfor altid min lokation med min kæreste, så han kan følge mig som en lille, langsom prik på et kort i en times tid. Det giver mig tryghed at vide, at hvis der sker mig noget, vil han kunne se, hvor jeg er.

Jeg føler mig nødsaget til at dele min lokation, for jeg er overbevist om, at skulle jeg en dag blive kidnappet i Utterslev Mose, så ville ingen af dem, jeg var løbet forbi, overhovedet have opdaget, at jeg havde været der.

Det er ikke, fordi jeg ikke forstår, at man kan have behov for at passe sig selv og sin løbetur, og at man kan være så fordybet i sin egen verden, at man slet og ret ikke opdager andre mennesker.

Jeg vil bare appellere til, at vi bliver bedre til at anerkende hinandens tilstedeværelse - især kvinder imellem. På den måde passer vi på hinanden.