Smitten går amok: Disse 31 kommuner har fået første kraftige advarsel

31 kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde har i øjeblikket så høje coronasmitte, at Sundheds- og Ældreministeriet anbefaler lokale tiltag.

Længere nede i denne artikel kan du se en liste over kommunerne i Lorrys sendeområde med et incidenstal over 400.

31 kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde har mandag så meget coronasmitte, at Sundheds- og Ældreministeriet anbefaler dem at følge en række lokale tiltag, der kan bringe smitten ned.

Det fremgår af mandagens coronatal fra Statens Serum Institut (SSI).

De 31 kommuner har alle mere end 400 smittetilfælde per 100.000 indbyggere, som udgør den nye grænse for, hvornår der skal indføres lokale tiltag. Før var grænsen 500.

På den kedelige førsteplads finder man Hvidovre med et incidenstal på 870,8. Herefter følger Herlev med 870,7 og Brøndby med 745,4.

Allerød, Køge og Stevns Kommune er de eneste tre kommuner i Lorrys sendeområde, som ikke har et incidenstal, der har krydset grænsen på 400.

Ingen kommuner bliver automatisk nedlukket nu

Ved mere end 400 smitttetilfælde per 100.000 indbyggere anbefaler man blandt andet at inddele børn i dagtilbud i mindre, faste grupper, mens grundskoler opfordres til at undlade undervisning på tværs af klasser.

Incidenstallet gør det muligt at sammenligne smitten i kommuner af forskellig størrelse ved at omregne smitten til et fast indbyggertal.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen).

Anbefalede tiltag ved overskridelse af smittegrænse

Herunder følger et overblik over anbefalingerne.

Gælder for alle borgere i området:

  • Anbefales at lade sig teste og blive vaccineret


På tværs af nedenstående områder:

  • Opfordring om skærpet fokus på at efterleve Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger og vejledninger om forebyggelse og håndtering af smittespredning af covid-19.


Dagtilbud og lignende:

  • Opfordring til at dagtilbud tilrettelægges, så børnene så vidt muligt holder sig inden for egen stue eller tilsvarende gruppeinddeling.
  • Opfordring til, at aflevering og afhentning af børn foregår udendørs, hvis muligt.

Grundskoler, herunder SFO og fritidstilbud:

  • Opfordring til, at undervisning så vidt muligt foregår i stamklasser i det omfang, det er foreneligt med almindelig undervisning.
  • Opfordring til, at aktiviteter i SFO og fritidstilbud organiseres, så børnene så vidt muligt er i faste grupper af børn og pædagogisk personale.
  • Opfordring til to ugentlige test af børn fra 9-11 år, som ikke tidligere har været smittet med covid-19 inden for de seneste 12 måneder samt opfordring til to ugentlige test fra 12 år og op, hvis man ikke er vaccineret eller tidligere smittet inden for de seneste 12 måneder.
  • Opfordring til så vidt muligt at opdele elever klassevis i frikvarterer og pauser.
  • Opfordring til at aflyse større sociale arrangementer på tværs af klasser. Sociale arrangementer med primært socialt formål såsom klassefester, fødselsdag og fælles morgenmad bør holdes inden for stamklassen.
  • Opfordring til at holde afstand blandt medarbejdere og forældre. Afstandsanbefalingen omfatter ikke elever og elever og medarbejdere imellem.

Efterskoler, frie fagskoler, kostafdelinger på fri- og privatskoler:

  • Opfordring til to ugentlige test af børn fra 9-11 år, som ikke tidligere har været smittet med covid-19 inden for de seneste 12 måneder samt opfordring til to ugentlige test fra 12 år og op, hvis man ikke er vaccineret eller tidligere smittet inden for de seneste 12 måneder.

Kilder: coronasmitte.dk, Ritzau

Tidligere blev der fra regeringens side indført en automatisk nedlukningsmodel, som dog ikke blev forlænget efter 1. september i år.

Siden har der pågået intensiv overvågning af smitten på kommune- og sogneniveau, hvor man i stedet har arbejdet med anbefalinger til tiltag, der ville kunne blive taget i brug, skulle smitten stige.

Covid-19 igen en samfundskritisk sygdom

I sidste uge vurderede Epidemikommissione, at det er nødvendigt at sænke grænser for, hvornår der kan indføres tiltag.

Sænkningen sker, efter at et bredt flertal i Folketinget har bakket op om, at covid-19 igen skal betegnes som en samfundskritisk sygdom.

Det betyder blandt andet, at regeringen kan indføre restriktioner med hjemmel i epidemiloven.

Det betyder blandt andet, at man siden fredag igen har skulle vise coronapas, hvis man vil på bar, restaurant eller museum. Coronapasset er tilgængeligt, hvis man er vaccineret, nyligt smittet eller testet negativ.

Disse 31 kommuner har høj incidenstal

Her kan du se de 31 kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde med et incidenstal over 400. Tallet i parentes angiver antallet af smittede med coronavirus de seneste syv dage.

  • Hvidovre: 870,8 (463)

  • Herlev: 870,7 (261)

  • Brøndby: 745,4 (264)

  • Tårnby: 716,4 (305)

  • København: 686,3 (4398)

  • Greve: 669,2 (339)

  • Frederiksberg: 654,9 (678)

  • Rødovre: 621,6 (256)

  • Gribskov: 617,4 (253)

  • Gentofte: 599,7 (443)

  • Hillerød: 583,4 (309)

  • Høje-Taastrup: 578,4 (305)

  • Egedal: 578,1 (256)

  • Halsnæs: 543,9 (170)

  • Dragør: 534,8 (78)  

  • Gladsaxe: 532,3 (368)

  • Solrød: 515,3 (122)

  • Glostrup: 499,4 (117)

  • Roskilde: 482,8 (431)

  • Rudersdal: 480,9 (275) 

  • Ishøj: 475,7 (110)

  • Hørsholm: 468,5 (116)

  • Ballerup: 463,6 (228)

  • Lejre: 461,8 (132)

  • Helsingør: 461,1 (290)

  • Fredensborg: 458,0 (188) 

  • Lyngby-Taarbæk: 454,2 (262)

  • Albertslund: 452,5 (124)

  • Vallensbæk: 437,1 (72)

  • Frederikssund: 411,5 (188)

  • Furesø: 404,6 (187)

Kilde: Statens Serum Institut.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik