Sjællandske regioner får ikke lov at åbne for den offentlige sektor

Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Nordjylland må åbne op for fysisk tilstedeværelse for ansatte. Region Hovedstaden og Sjælland derimod må fortsat lade medarbejdere blive hjemme.

Den offentlige sektor i Region Hovedstaden og Region Sjælland får ikke lov til at åbne op endnu. Det gør de tre øvrige regioner derimod. Foto: Mia Cassens/TV 2 Lorry

Region Nordjylland, Region Syddanmark og Region Midtjylland får lov til at åbne op for, at ansatte i den offentlige sektor igen kan møde fysisk op på deres arbejdsplads.

Det er resultatet af onsdagens aftale mellem alle Folketingets partier, der omhandler en udvidelse af fase 2 i genåbningen af samfundet under coronakrisen.

Læs også Få overblikket: Det er genåbnet i fase 2 og 3 - og det afventer genåbning

- Som det fremgår af "Aftale om plan for genåbning af Danmark", er partierne enige om, at da der pt. er store regionale forskelle på udbredelsen af Covid-19-smitte, kan den fysiske tilstedeværelse genoptages i den offentlige sektor, bortset fra i Region Hovedstaden og Region Sjælland, lyder det i aftalen.

Når de to regioner på Sjælland ikke får lov til at åbne op i den offentlige sektor, skyldes det, at smittetrykket med coronavirus her er markant større end i landets tre øvrige regioner.

Hjemmearbejde siden 11. marts

Offentligt ansatte i ikke-kritiske funktioner i Danmark har skullet arbejde hjemmefra, siden statsminister Mette Frederiksen (S) 11. marts annoncerede en omfattende nedlukning af det danske samfund.

Læs også Enighed om yderligere genåbning af Danmark - biografer og zoologiske haver kan åbne straks

Det skete som en konsekvens af, at coronasmitten var ved at brede sig med faretruende hast.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, foreslog for en lille måned siden, at man burde overveje at åbne op forskelligt i de enkelte regioner, fordi forskellene i smittetryk allerede dengang var kendte.

Andre partier var med på idéen, men selv om Mette Frederiksen ikke afviste at gøre noget regionalt, henviste hun samtidig til, at Danmark er et lille land, hvor man hurtigt kan komme fra én landsdel til en anden.

Læs også Mulighed for differentieret åbning mellem landsdele i fase tre

Debatten om regionale forskelle i genåbningen handlede dengang også om andet end i dag, for det var inden, at for eksempel restauranter og caféer fik lov til at åbne op igen.

/ritzau/



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik