Sag mod seriemorder fra Malmø dækkes tæt

Journalister fra otte lande dækker retssagen i Malmø mod den drabstiltalte, 40-årige serieskytte Peter Mangs

Gaderne omkring byretten i Malmø er afspærret under straffesagen mod den 40-årige Peter Mangs. Han står mandag tiltalt for blandt andet 3 drab og 12 drabsforsøg på tilfældige personer med indvandrerbaggrund.
Svensk politi har taget ved lære af deres norske kolleger, der også har en større sikkerhedsopgave i forbindelse med den aktuelle straffesag mod den terror- og drabstiltalte Anders Behring Breivik i Byretten i Oslo.
Retssagen mod den 40-årige svensker, der nægter sig skyldig, blev indledt kl. 08.30 i sikkerhedssalen i Byretten i Malmø.
Da Mangs trådte ind i retssalen, var de fleste af tilhørerpladserne tomme, mens omkring 30 pressefolk fra 8 lande var mødt frem for at høre chefanklager Solveig Wollestads fremlæggelse af anklageskriftet.
Hun begyndte med at dokumentere de 3 drab, som Mangs er tiltalt for. Det gælder en 66-årig mand i juni 2003, en 23-årig mand i juli 2003 og en 20-årig kvinde i oktober 2009. Mangs blev først pågrebet godt et år senere.
Anholdelsen skete, efter at politiet havde oprettet en specialenhed, som skulle stå for jagten på serieskytten, som skabte skræk og rædsel i Malmø. Op mod en fjerdedel af byens 300.000 indbyggere er indvandrere.
Ifølge Solveig Wollestad er det ikke lykkedes politiet at finde et motiv for Peter Mangs' handlinger.
- Men der var en vis portion fremmedhad såvel som en fjendtlig holdning til mennesker med kriminel baggrund, siger hun.
Bevismaterialet omfatter blandt andet skydevåben, patronhylstre, der blev fundet på gerningsstederne, e-mails og lister over telefonsamtaler
Avisen Sydsvenska Dagbladet skriver, at Mangs har udvist en vis samarbejdsvilje under de afhøringer, der er foretaget af lederen af det svenske rigspolitis drabsafdeling, Dag Andersson.
En foreløbig psykiatrisk undersøgelse har vist, at Mangs kan lide af psykiske forstyrrelser. Det kan ikke udelukkes, at retten i Malmø giver ordre om en udvidet mentalundersøgelse af den 40-årige tiltalte.
Flere end 50 vidner skal afgive forklaring i straffesagen, der ventes at vare til midten af juli.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik