Råd advarer: Særlig trend kan øge antallet af ulykker

Rådet for Sikker Trafik advarer mod brugen af smartwatches, mens man kører bil, fordi rådet frygter ulykker.

21 procent af danskerne mellem 18 og 69 ejer et såkaldt smartwatch. 

Men selvom uret - der er kendetegnet ved, at det kobler til din telefon - er kendt for dets smarte detaljer og funktioner, så får det også nogle til at løfte øjenbrynet. 

Rådet for Sikker Trafik advarer nemlig mod brugen af smartwatches, mens man kører bil, fordi rådet frygter ulykker. 

- Vi ser, at det kan være lige så risikabelt at sidde med sit smartwatch, som det er at bruge sin mobiltelefon, når man kører bil, siger Lisbeth Sahl Bauditz, der er seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik, til TV 2 Lorry og uddyber: 

- Vi er bekymrede for, at vi med udbredelsen af smartwatches vil se nogle ulykker, hvor at folk har siddet og kigget på det, mens de kører bil. 

Derfor sætter rådet også fokus på problemet i en ny kampagne. 

Ifølge Rådet for Sikker Trafik har Havarikommissionen for Vejtrafikulykker undersøgt en række voldsomme frontalkollisioner på landevejene.

I en af de dødsulykker, som Havarikommissionen undersøgte, mener man, at det netop var et smartwatch, der havde taget førerens opmærksomhed, og dermed var skyld i ulykken.

Bøder og klip i kortet

Uopmærksomhed er nemlig en af de hyppigste årsager til ulykker på de danske veje. 

- Når man kører i trafikken, er det vigtigt, at man holder fokus på, hvad der foregår. Få sekunders uopmærksomhed kan gøre, at man ikke ser, hvad der sker.

- Hvis man eksempelvis kører 80 kilometer i timen og kigger på dit smartwatch i fire sekunder, så har bilen tilbagelagt 86 meter. Det er en lang strækning, hvor du ikke kigger på vejen, og der kan ske rigtig, rigtig meget, siger Lisbeth Sahl Bauditz.

Det giver et klip i kørekortet, en bøde på 1.500 kroner og 500 kroner til Offerfonden, hvis man taster eller skriver på sit smartwatch eksempelvis for at læse eller skrive en besked, mens man kører bil. 

At betjene et smartwatch, mens man kører bil, er dog ikke det eneste, der kan udfordre trafiksikkerheden og give bøder. 

Nedenfor har TV 2 Lorry samlet seks dilemmaer, som vi har fået Rådet for Sikker Trafik til at opfriske reglerne omkring.

Må køre bil, mens jeg ...

1

... indstiller en GPS?

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Du må gerne bruge bilens touchskærm eller en fastmonteret mobiltelefons eller GPS's skærm under kørsel.

For at det er lovligt at bruge GPS, tablet eller mobiltelefonen under kørslen kræver det, at du betjener udstyret uden fysisk berøring af dets egne knapper eller display. Det betyder, at du gerne må kigge på det, bruge stemmestyring, betjene eftermonterede knapper eller display på eksempelvis køretøjets instrumentbræt eller bruge headset.

Derudover må du også gerne gøre brug af GPS, tablet eller mobiltelefonen, der er anbragt i en holder, som er fastgjort til køretøjet. Hvis udstyret er anbragt i en fastgjort holder, må du altså gerne trykke på knapperne.

Ligger GPS'en derimod løst på eksempelvis sæder ved siden af dig eller i skødet, så er det ikke lovligt at betjene den.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

2

... fører en samtale?

Foto: Michaela Rehle/Reuters/Ritzau Scanpix

Du må godt tale med dine passagerer i bilen, og du må også godt tale i telefon, så længe den er håndfri. Det kan eksempelvis være, hvis du har telefonen på bluetooth eller monteret i en holder.

Har du en samtale, som kræver meget af dig, eller hvor du kan mærke, at du mister fokus på vejen  - eksempelvis et skænderi eller en kompliceret samtale, hvor du skal koncentrere dig meget - så opfordrer Rådet for Sikker Trafik til, at du udsætter samtalen eller holder ind til siden.

Foto: Michaela Rehle/Reuters/Ritzau Scanpix

3

... spiser en bid mad?

Man må godt spise, når man kører i bil. Men Rådet for Sikker Trafik understreger, at man skal sørge for, at det er muligt at føre køretøjet forsvarligt imens.

Du kan nemlig få en bøde af politiet, hvis de vurderer, at din kørsel er farlig eller til gene for andre.

4

... roder i handskerummet?

Det er ikke ulovligt at lede efter ting i handskerummet, men undersøgelser har vist, at dét at række ud efter ting i eksempelvis handskerummet eller på bagsædet af bilen, øger risikoen for at ende i en ulykke væsentligt.

Derfor opfordrer Rådet for sikker Trafik til, at du holder ind til siden, hvis du skal have fat i noget, der ikke ligger nemt tilgængeligt.

5

... kigger på mit ur?

Foto: Elijah Nouvelage/Reuters/Ritzau Scanpix

Når du har et smartwatch på, må du ikke trykke på dets knapper eller skærm, mens du kører bil.

Du må til gengæld gerne bruge det "håndfrit", det vil sige, at du gerne må kigge på det eller betjene det med din stemme.

Hvis du vil betjene dit smartwatch fysisk, så skal det være placeret i en holder, der er fastmonteret i bilen.

Foto: Elijah Nouvelage/Reuters/Ritzau Scanpix

6

... skifter musik på radioen?

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix & Louise Heine Cassens /TV 2 Kosmopol

Det er ikke ulovligt at skifte radiokanal, men du kører. Det gælder dog kun så længe, du ikke mister fokus på trafikken.

Hvis du vil høre en podcast, så anbefaler Rådet for Sikker Trafik til, at du sætter den til at afspille, inden du kører, så du ikke skal sidde og rode med at finde den frem, mens du kører.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kilde: Rådet for Sikker Trafik 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik