R, V og DF vil ophæve lukkelov i København

Det skal være muligt for familier, hårdtarbejdende og turister at gå i butikker på en søndag, mener Radikale, Venstre og Dansk Folkeparti i Københavns Kommune. Det erfarer Berlingske Tidende.

Det skal være muligt at købe ind i København om søndagen, mener de Radikale, Venstre og Dansk Folkeparti. De tre partier står i spidsen for et forslag om endnu en gang at forsøge at få regeringen til at ændre loven og afskaffe lukkeloven. Partierne mener, at begrænsningerne i lukkeloven er en hæmsko for Københavns udvikling som en levende by præget af oplevelser, turisme og handel. Derfor retter de tre partier nu henvendelse til økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) med en anbefaling om at give Københavns Kommune mulighed for at afskaffe lukkeloven. Forslaget fra Radikale, Venstre og DF er, at ministeren gennemfører en hurtig justering af loven med henblik på at gennemføre en forsøgsordning for City-butikkerne i København, så der bliver mulighed for at holde åbent om søndagen. Borgerrepræsentationen, med Jens Kramer Mikkelsen i spidsen kom med et lignende forslag i 2003, men fik et rungende nej fra daværende økonomi- og handelsminister, Bendt Bendtsen. Grunden, til at man igen tager emnet op, er, at man fra ministeriets side har varslet om en revision af lovgivningen i 2009-10, og derfor tilbyder Københavns Kommune sig nu som »prøvekanin«. Det skriver Berlingske Tidende. »Hvis ministeriet vil give os den dispensation, der skal til, så vil vi gerne være et forsøgsområde for lovrevisionen, forstået på den måde at vi ret hurtigt kan komme i gang med at drage nogle erfaringer, for det er nu engang den måde, man kan få den bedste lovgivning,« siger den radikale borgmester for Teknik- og Miljøforvaltningen, Klaus Bondam. Borgerrepræsentationen mener ikke, at lukkeloven hænger sammen med de bestræbelser, der gøres for at udvikle København som metropol, når eksempelvis korttidsturister forhindres i at shoppe i København, hvis de er i landet på en søndag, hvor der er lukket, men det er også en hindring for københavnerne. »Lukkeloven er forældet og ude af trit med tiden og vores måde at leve på. Den virker ikke bare som en kolossal hæmsko for udviklingen af København. Den er også voldsomt hæmmende for moderne københavneres muligheder for selv at tilrettelægge deres liv med job, familie og indkøb. Jeg håber og forventer, at økonomi- og erhvervsministeren nu giver os lov til at gøre forsøget med at ophæve lukkeloven i København,« siger Venstres leder i København, kulturborgmester Pia Allerslev. »Dengang forslaget blev fremsat første gang, havde vi nogle reservationer, og det havde mit parti på Christiansborg også. Vi har lige haft landsråd, og der tog vi et meget stort skridt i retning af helt at afskaffe lukkeloven, så vi bakker op om forslaget,« siger den konservative borgmester for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og gruppeformand, Mogens Lønborg. Forslaget tages op på Borgerrepræsentationsmødet i næste uge, men det er økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen, der skal tage den endelige beslutning. Det skriver Berlingske Tidende.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik