Politiet vil bruge tid på hadforbrydelser

Politiet går med i kampagne, der opfordrer borgerne til at anmelde det, hvis de udsættes for chikane på grund af race, religion og seksuel orientering.

Mange mennesker i hovedstaden bliver udsat for chikane eller overfald i nattelivet alene på grund af deres race, religion eller seksuelle orientering. Men i de fleste tilfælde melder ofrene ikke overfaldene til politiet. Derfor bliver gerningsmændene sjældent fundet og dømt.

Det skal der laves om på, og derfor opfordrer Københavns Politi sammen med Institut for Menneskerettigheder og Frederiksberg og Københavns kommuner nu ofre og vidner til at melde hadforbrydelser til politiet.

- Det er helt uacceptabelt, at der er personer, som bliver overfaldet og chikaneret på grund af deres race, tro eller seksuelle orientering, og det er rigtig ærgerligt, at mange af forbrydelserne ikke bliver anmeldt, siger politiassistent Jesper Høg, Københavns Politi.

Årsagen til de manglende anmeldelser kan være, at folk er bange og skamfulde over at få deres privatliv gjort offentligt, eller fordi de frygter, at politiet ikke tager dem alvorligt.

Kampagnen, der blandt andet består af plakater og busreklamer, skal ifølge beskæftigelses- og integrationsminister Klaus Bondam (R) vise, at politiet vil bruge ekstra ressourcer på både information og opklaring af hadforbrydelser.

I London fik politiet det seneste år godt 11.000 anmeldelser af den slags overgreb, mens antallet i Sverige er omkring de 5000. I Danmark er tallet kun en håndfuld.

På Københavns Kommunes hjemmeside www.kk.dk/registrerdiskrimination kan borgere anonymt registrere, hvis de føler sig udsat for diskrimination.

/ritzau/

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Samfund

20071024-220631-2-1920x1282we

playI dag fylder et stykke dansk kulturarv 100 år - men det går kun én vej

hjemløs

Hus Forbi deler tusindvis af handsker og skiundertøj ud til hjemløse

John Schmidt Andersen

Før ville ingen investere i Vinge – nu står kommune med flere tilbud på hånden

40_percent

playSverige åbner grænsen for skilsmissebørn med ledsager

Lorryland

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere