Ville du bryde dig om, at fremmede mennesker, stater eller virksomheder bare kunne vade ind i dit hus eller din lejlighed og se med i dit liv? Sikker ikke, og det er heldigvis også ulovligt. Retten til privatliv er en grundlæggende menneskeret, som beskytter den enkelte borger mod, at staten eller andre overvåger eller invaderer hans eller hendes hjem.
Og det er jo nemt nok at forstå, når det handler om et afgrænset fysisk rum som en lejlighed eller et hus. Men med den digitale virkelighed, som de fleste af os befinder os i mange timer hver dag, er det meget sværere at opstille klare grænser.
I en ny Perspektiv-udsendelse diskuterer professor Jens Erik Mai fra Institut for Informationsstudier på Københavns Universitet med seniorforsker Rikke Frank Jørgensen fra Institut for Menneskerettigheder de højaktuelle spørgsmål om vores digitale virkelighed, som vi har svært ved at melde os ud af, men som truer med at stjæle vores privatliv.
Algoritmerne afslører os
For uanset om vi vil det eller ej, efterlader vi nemlig en masse informationer om os selv på nettet og på sociale medier – og de informationer er der virksomheder, der tjener rigtig mange penge på at sælge videre og dele med andre. De informationer kan også misbruges, hvis de falder i de forkerte hænder.
Ikke nok med det: ved hjælp af såkaldte algoritmer er firmaer som Google og Facebook på baggrund af vores adfærd på nettet i stand til at lave nye data om os, som kan forudsige, hvad vi vil mene, og hvad vi interesserer os for.
Endelig er de offentlige systemer i Danmark også baseret på en omfattende dataindsamling, som gør det muligt at kortlægge og overvåge hver enkelt borger.
Spørgsmålet er, om det stadig giver mening at tale om retten til privatliv i vores gennemdigitaliserede samfund? Om det er muligt at have en tilstedeværelse på nettet uden at udlevere sine private data til elektronikgiganter som Facebook, Google og Apple? Og hvem har egentlig ansvaret for at beskytte vores privatliv?
