Partiformand hiver fat i sjælden paragraf: ”Hold fingrene fra store bededag”

Pernille Vermund vil aktivere en paragraf i grundloven og holde folkeafstemning om afskaffelse af store bededag. Det er hun i sin gode ret til, lyder det fra juraprofessor.

En helligdag skal afskaffes, og det bliver højst sandsynligt store bededag.

Sådan lød meldingen fra statsminister Mette Frederiksen (S), da det nye regeringsgrundlag for SVM-regeringen blev præsenteret onsdag.

Det kom som et chok for Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund.

- Det er jo at komme som en tyv i natten, ingen har sagt noget om at afskaffe en helligdag i valgkampen, så det kommer da fuldstændig bag på vælgerne og på mig, siger hun til TV 2 Lorry.

Nu truer partiformanden med en folkeafstemning, hvis den nye regering vedtager et lovforslag, der kommer til at afskaffe store bededag som helligdag. 

Et budskab, hun også har tilkendegivet på Twitter og Facebook.

- Det er vores kultur, traditioner og værdier, og politikerne er ikke sat i verden for at bestemme over dem, siger hun.

”Hold fingrene fra store bededag”, skriver hun blandt andet på de sociale medier.

Juraprofessor: Hun har grundloven på sin side

Pernille Vermund vil gøre brug af paragraf 42 i grundloven, som handler om retten til at sende lovforslag til folkeafstemning.

Hvis Vermund kan samle underskrifter fra mindst 60 folketingsmedlemmer på, at afskaffelsen af store bededag skal sendes til folkeafstemning, så giver paragraf 42 hende muligheden.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kræver dog i allerførste omgang, at forslaget bliver til en konkret lov og ikke noget, der eksempelvis løses mellem arbejdsmarkedets parter, forklarer juraprofessor fra Aarhus Universitet, Jørgen Albæk Jensen:

- Men hvis der kommer en lov om det, så er der ikke noget i vejen for, at hun kan gøre det, siger han til TV 2 Lorry.

quote Det kan jo godt være, at der er partier på venstrefløjen, der er enige med mig

Pernille Vermund (NB)

Juraprofessoren har dog ikke den store tiltro til, at hun får samlet 60 underskrifter og dermed kan sætte folkeafstemningen i gang:

- Selv hvis man er imod at afskaffe store bededag som helligdag, så betyder det ikke nødvendigvis, at man vil kræve en folkeafstemning.

Paragraf 42 blev indført i 1953 og har kun været brugt én gang i Danmarkshistorien. Det var i 1963, da den siddende regering vedtog fire jordlove, som blev sendt til folkeafstemning og nedstemt.

Hvem vil skrive under?

Hvis afskaffelsen af helligdagen bliver til et lovforslag, så skal Vermund og Nye Borgerlige frem med lommeregneren og se, hvilke folketingsmedlemmer der vil skrive under.

Indtil videre har Dansk Folkeparti, ifølge Pernille Vermund, sagt, at de vil støtte forslaget.

- Derudover har jeg ingen fornemmelse af, hvem der vil være med. Men jeg er da spændt på at se, hvor Danmarksdemokraterne og De Konservative stiller sig, siger Pernille Vermund.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Og der kunne måske være basis for, at den yderste venstrefløj og højrefløj kunne blive enige om noget.

Eksempelvis har Enhedslistens Pelle Dragsted været ude at kritisere regeringens forslag på Twitter:

”Mener regeringen seriøst, at danskerne skal arbejde en dag mere uden løn?,” skriver han.

Pernille Vermund har da også brug for mere end kandidaterne fra Nye Borgerlige, Konservative og Danmarksdemokraterne for at kunne samle 60 underskrifter.

- Det kan jo godt være, at der er partier på venstrefløjen, der er enige med mig. De er jo på lønmodtagernes side, og dermed kunne de have et andet syn på det her og på paragraf 42, siger hun. 

Det er ikke første gang, at Nye Borgerlige har forsøgt at tage paragraf 42 i brug. 

Det gjorde de også i december 2019, da den daværende S-regering vedtog et lovforslag, som gav et midlertidigt tilskud til børnefamilier berørt af kontanthjælpsloftet eller integrationsydelsen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik