OHØJ! Her kan du snart leje en delebåd

En ny digital båddelingstjeneste er gået i land. Målet er, at gøre sejllivet tilgængeligt for alle.

Sommeren er lige foran os, og det betyder, at sejlsæsonen for alvor skydes i gang. Det kan dog være svært at skaffe både båd og bådplads i de danske havne.

Men nu er der godt nyt til sejllystne danskere.

Den digitale båddelingstjeneste Skipperi er nemlig kommet til hovedstadsområdet, og det glæder CEO i Skipperi, Bo Hilding, der håber, at danskerne vil tage godt i mod det.

- Jeg håber, vi får tiltrukket en masse nye mennesker til sejllivet, så flere kan få glæde at de fantastiske havne og kyster, Danmark har, siger Bo Hilding til TV 2 Lorry.

Dit, mit og vores

Skipperi vil gøre sejllivet tilgængeligt for alle, ved at skabe et mere bæredygtigt dele-koncept til både. For at få del i løjerne, skal man derfor være medlem.

Når man er medlem, kan man bruge Skipperi's både - ikke bare i Danmark, men også i Sverige, Norge og Finland.

Lige nu er der både i Brøndby og Ishøj havn, men det er kun starten.

- Vi arbejder for at få både på Amager og i Nordsjælland, siger Bo Hilding og fortsætter:

- Lige nu har vi 15 både, men det er overhovedet ikke nok. Vores mål er, at vi næste år har et sted mellem 100-130 både fordelt i hele Danmark.

Men er der brug for det?

- Ja, det synes jeg. Vi mener, det er for svært og dyrt at komme ind i sejllivet, og det muliggør vi med vores koncept, siger Bo Hilding til TV 2 Lorry.

Fakta om Skipperi

  • Minimumsalderen for medlemsskab er 21 år.
  • For at kunne bruge bådene, skal man opfylde myndighedernes krav.
  • Som medlem forpligter man sig til en hel sæson, det vil sige fra opstart til oktober.
  • Prisen for et medlemskab er: 

1495 kroner måneden for alle hverdage (i alt 7.475,-)

2395 kroner for alle ugens dage (i alt 11.975,-)

  • Der er lige nu 15 både, som medlemmerne deles om. Bådmodellerne er Yamarin Cross 54 BR, 57 BR og 62 BR
  • Lige nu er der både i Brøndby og Ishøj.

Stor efterspørgsel

Bo Hilding fortæller, at der allerede nu har været stor opbakning til konceptet. Faktisk har så mange allerede tilmeldt sig, at Skipperi snart lukker for tilmeldingen, indtil der kommer flere både.

Den store interesse er måske ikke så mærkelig. 

For et år siden kunne vi nemlig fortælle, at coronakrisen gav større efterspørgsel på bådpladser i Lorryland.

Både nord og syd for København, blev der meldt om øget interesse for at få en bådplads i løbet af sommeren. Blandt andet på Køge Marina, hvor havnefoged Kenneth Højlund Jensen fik ekstra travlt:

- Vores mailboks er fyldt med folk, der vil have pladser, vi bliver bare lagt ned, fordi folk vil have en bådplads. Jeg har været her i 12 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Folk de står på hovedet af hinanden for at få en bådplads, sagde han dengang til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik