"Mit forslag må være, du sjællandske ven, at vi graver stridsøksen ned, simpelthen,
og taler lidt pænt om hinanden igen, i hvert fald mens I sender penge!"
Sådan lyder en strofe i Vendelbo-sangeren Ib Grønbechs udligningssang, som han har skrevet i anledning af den nye udligningsreform, der blev præsenteret tirsdag.
Ifølge den nye aftale skal de 11 nordjyske kommuner fremover modtage 469,8 millioner kroner i ekstra udligning, mens kommunerne i Region Hovedstaden samlet set skal af med 678 millioner kroner. Gentofte skal aflevere 164 millioner kroner, mens Rudersdal skal aflevere 115,3 millioner kroner. Københavns Kommune skal aflevere mest med 465,7 millioner kroner.
Mere taknemmelig end skadefro
Nu, hvor de mange udligningsmillioner er på vej til Nordjylland, kan Ib Grønbechs sang godt lyde en smule hoverende, men han understreger, at der altså langt hen ad vejen er tale om en oprigtig tak og så god nordjysk ironi.
- Jeg har ikke noget imod sjællændere eller københavnere, og når jeg optræder er det faktisk nemmere at optræde på Sjælland. Det er måske fordi de ikke forstår hvad jeg siger, siger han til TV 2 Nord og fortsætter:
- Men der er da forskel på landsdelene, og der har altid været noget mellem jyder og københavnere. Københavnerne synes, at vi er nogle bonderøve, og vi synes, at de råber hele tiden. Men det er nok, fordi de er så mange, at hvis de skal høres er de nødt til at tale højt.
Ib Grønbech
Vendelbosangeren Ib Grønbech Jensen er født og opvokset i Løkken og flyttede sidst i 60’erne med familien til Hirtshals. Har siden boet i Hjørring og senest Hundelev.
Han slog igennem med første album, “Så går tiden med det”, i 1985, fulgt af “Gunnars rekordbog” (1986), “Her går det godt” (1989), “Hvor der handles, der spilles” (1990), “Drik nu din kaffe, skat, så ka’ vi lede efter den sko bagefter” (1992).
En af de mest kendte sange er “Hvorfor må jeg ik’ få Beatles-hår?" fra 1989.
Ib Grønbech skriver udelukkende sange om noget, han selv har oplevet.
Folkesangeren har ikke lyst til at være én af dem, der peger fingrer og kræver flere penge fra Djævleøen, bedyrer han, men han kan godt lide at drille:
- Da jeg var barn, sagde vi, når københavnerne kom, at nu kommer badegæsterne. For de badede jo i Vesterhavet. Det gjorde vi ikke - vi fiskede i havet. De sprang bare i. Min mor, der var fiskerkone, har aldrig badet. Hun sad altid i sin lange kjole, og jeg kunne nærmest ikke se hendes ben. Københavnerne, de hoppede bare i vandet.
