Det var selskabets ønske at kunne udvide et eksisterende korntørringsanlæg med et produktionsanlæg, samt at lade nybyggeriet skyde op i en højde på 25 meter. På trods af protester fra områdets beboere vedtog Gribskov byråd i april sidste år en lokalplan og et tillæg til kommuneplanen. Beboerne og Danmarks Naturfredningsforening klagede blandt andet over, at kommunen ikke havde givet andre end NAG mulighed for at fremsætte ønsker om, hvad det pågældende landbrugsområde skulle anvendes til, hvis det skulle ændre status. Der blev ligeledes klaget over, at kommunen afviste at få foretaget en beskrivelse af byggeriets og produktionens forventede indvirkninger på miljøet, ligesom der blev klaget over konkrete forhold i lokalplanens byggemuligheder.