42 af 98 kommuner får ikke lov at indkræve mere end en halv
milliard kroner ekstra næste år i kommuneskat, som regeringen i
sommer aftalte med Kommunernes Landsforening (KL).
Det fastslår finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) efter
oplysninger om, at 42 kommuner i 2010 vil opkræve 2,1 milliarder
kroner ekstra i skat.
- Vi indgik en aftale om det spørgsmål før sommerferien med
kommunerne. Det er den aftale, der skal overholdes, siger han.
Spørgsmål: Så de kommuner, der har søgt om at få lov at sætte
skatten op, får ikke alle lov til det?
- Det er helt sikkert, siger Claus Hjort Frederiksen og
henviser til, at proceduren ligger i Indenrigs- og
Socialministeriet.
Mange Venste-borgmestre i Syd- og Sønderjylland vil hæve
skatterne. Deres partifælle, finansministeren, understreger, at
staten under krisen friholder kommunerne, som også har et ansvar
for samfundsøkonomien.
- Jeg vil gerne appellere til kommunalpolitikerne om i denne
situation - hvor staten har et underskud på 86 milliarder
kroner, og hvor den internationale krise slår ind over landet -
der skal man alle steder - i staten, kommuner, regioner,
virksomheder og husholdninger - udvise en solidaritet, for at vi
kan komme igennem denne krise. Det samme skal udvises i
kommunerne. Staten afskærmer kommunerne for den internationale
krise. De bliver friholdt fuldstændig for krisen. Der er en
garanti for deres budgetter. Man lader ikke som i Sverige
manglende indtægter slå igennem på kommunerne, siger
finansministeren. TV2/Lorry ser i udsendelsen klokken 19.30 på sagen.
/ritzau/