Naboer krydser tom togbane: Fra i dag skal de passe på

Det er både ulovligt og livsfarligt at krydse togbanen. Men det tager flere naboer tilsyneladende lidt for let på.

Ifølge Banedanmark er der flere af togbanens naboer, der har haft for vane at krydse banen, fordi den endnu ikke er åbnet for trafik. Her ses et foto fra Vestvolden på den københavnske vestegn. Foto: Banedanmark - pressefoto

- Hold jer fra sporet!

Sådan lyder opfordringen fra Banedanmark til naboerne til den nye togbane København-Ringsted.

Ifølge Banedanmark er der flere af togbanens naboer, der har haft for vane at krydse banen, fordi den endnu ikke er åbnet for trafik.

Men fra i dag genoptager Banedanmark deres test af signalsystemet på banen, og derfor vil der køre tog de kommende uger.

- Vi ved, at der er naboer til banen og andre, som krydser banen, fordi de er vant til, at der ikke kører tog. Men det kommer der til at gøre nu - og derfor skal man på ingen måde krydse banen. Det er ikke bare ulovligt, det er også livsfarligt, siger Jette Aagard, projektdirektør for København-Ringsted, i en pressemeddelelse.

Læs også Lokomotivfører med opråb til unge: "Toget er ikke legetøj, men en dræber"

Kører med 120 km/t

Togene, der kommer til at køre på den nye bane i de kommende uger, skal alene teste banens signalsystem. Testtogene kommer kun til at køre 120 km/t, og de kører ikke med passagerer.

- Det bliver MR-tog, som vi bruger til at teste strækningen med i denne omgang. Først senere på året vil vi køre på de helt høje hastigheder - op imod de 250 km/t, som banen er bygget til, siger Jette Aagard.

Testene varer hele dage og strækker sig frem til uge 39. I slutningen af april og maj foretog Banedanmark test på strækningen med 40 km/t.

Læs også S-tog kørte henover mand: Slap med småskrammer

Læs også Livsfarligt og ulovligt: Børn og unge færdes på togskinner

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik